Det burde ikke være raketvidenskab at lave et afgiftssystem, der virker. Faktisk er det næsten en klassiker for en programmør. Her er en delvis opskrift, hvis det skulle være for svært for folkene i SKAT at gennemskue. 🙂
Der er brug for første database med stamdata. Disse SKAL som minimum indeholde ALLE nummerplader med feltnavne Numberplate – registry (1. reg.-dato) og biltype. Denne database må ALDRIG kunne redigeres. Det ligger i ordet stamdata.
Den numeriske værdi for biltype skal modsvare et tal, der passer med en fuldstændig database for alle biltyper. En Opel Corsa 1.4 fra 199x har en anden kode end en Opel Corsa 1.2 fra 199x og så fremdeles.
Selvom disse data allerede findes i motorregisteret, så skal der afgiftsmæssigt være en selvstændig – digitalt kopieret – database i SKATs regi, som alene SKAT kører i sit it-system.
Når der udsendes en regning, så skal en regning udstedt 3-4-17 straks indgå som et negativt tal i H1-2017. Når denne betales, går posten i nul når indbetalingerne køres op mod en database med indbetalinger. Alle regninger har en betalingsdato, og denne dato kan bruges til rykkere, og hvis denne så ikke betales, kommer der automatisk en undringsliste, som derefter kan danne grundlag for inddragelse af nummerpladen hos politiet.
Det var en meget kort beskrivelse. Der kan kvantificeres et antal databaser som alle køres i selvstændige systemer med et MINIMUM af muligheder for at redigere. Alle medarbejdere i SKAT vil hurtigt kunne genkende, at der er folk, som beder om udsættelse af en afgift. Dette må kun kunne lade sig gøre ud fra nogle præ-kvalificerede datoer, således at f.eks. H1-2017 ikke kan skubbes ud over 1-2-2018, hvis det er absolut skæringsdato af regnskabsmæssige grunde. Så undgår man også, at nogen kunne svindle ved f.eks. at have en svoger eller en svigerinde hos SKAT, som evt. ‘hjælper’ familien til at undgå at betale en vægtafgift eller grøn ejerafgift…
Her skal man også huske, at især brugerkontohåndtering er nøglen til god datasikkerhed. Hvis man kun har brug for adgang til to systemer, skal man ikke have adgang til flere – og ved redigering i betalingsdatoer skal BEGGE, der signerer digitalt med sine medarbejdernumre være fra den rette afdeling. Det sikrer klar og tydelig ansvarsfordeling i en stor politisk styret organisation.
Fortsat god weekend til alle bloggens læsere. 🙂