I dagens nyhedsbrev fra Lederweb var der lidt af en overraskelse. Der blev linket til en artikel med titlen Er Hannes personlige hygiejne en ledelsesopgave? Det er klart, at dårlig hygiejne VIL være til irritation for andre medarbejdere, og dét kan en leder aldrig negligere.
Der skal en dygtig leder naturligvis tjekke om vedkommende har udfordringer med renovering af badeværelset i hjemmet eller andre faktorer. Hvis der er konkrete problemer kan man prøve at finde løsninger frem for at skride til negative handlinger og mikro-management. 🙂
I artiklen stod der dog følgende:
Når man går tæt på – i den bedste mening
Det er meget følsomt at skulle fastlægge retningslinjer og tage konkrete sager op, der vedrører personlig hygiejne, som fx svedlugt eller dårlig ånde, eller at en medarbejder ser usoigneret ud. Beslægtet hermed er overvægt og andre aspekter ved personens udseende.Kollegerne har måske ikke lyst til at arbejde sammen med den pågældende, og i jobs med kontakt med omverden, kan der komme reaktioner eller klager fra borgere mv.
Lederen oplever ofte et pres fra medarbejderne eller evt. omgivelserne om at konfrontere den pågældende og aftale en afhjælpningsplan. Måske er en enkelt, velvalgt kommentar fra lederen nok. Andre gange skal der mere til, før medarbejderen indser, at han eller hun er nødt til at gøre noget ved sin hygiejne, fremtoning, påklædning, vægt mv. – og den nødvendige indsats kan være tilsvarende mere kompliceret.
Jeg tror de fleste vil finde det YDERST skuffende og MEGET grænseoverskridende, hvis ens BMI sidestilles med problemer med dårlig hygiejne!
Hvis der er nogen, der ikke vil arbejde sammen med en kollega alene fordi vedkommende vejer for meget, så er der helt andre problemer i virksomheden. For så vil den type medarbejdere nok også udvise manglende respekt og imødekommenhed over for kunder, som måtte have et forhøjet BMI. Dét er værd at tænke på, hvis man gerne vil bevare en ordentlig virksomhedsprofil.
Artiklen indeholder i øvrigt mange gode pointer om det at vise hensyn ved dialogen med en medarbejder, men det at man begynder at snige vægt ind i ledelsessfæren er tankevækkende, for jeg tror vi alle kender rigtig mange, som er større end landsgennemsnittet, som ALDRIG har haft sygdom ud over den lejlighedsvise influenza.
Der sker en hel del med måden vi taler OM, TIL og MED hinanden nu om stunder, og jeg er ikke helt sikker på, det er en positiv udvikling. Hvad mener du, kære læser, om dette emne?
God weekend til alle bloggens læsere. 🙂
Hej Henrik.
Jeg synes indlægget er spændende fordi det taler ind i en større tendens, som jeg synes er vigtig at sætte fokus på når vi taler forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Det sjove ved artiklen, synes jeg, er at forfatteren vender det lidt om. Hun skriver i starten af artiklen:
“Den stigende privatisering af arbejdslivet, hvor medarbejderen har sjælen og hjertet med på arbejde, og hvor man tillader sig at bruge ord som ”kærlighed” og ”elske” i forhold til jobbet og organisationen, har ført til, at lederen er kommet tæt på intimsfæren”.
Når jeg tolker moderne ledelse, så handler det om at lederen i dag trænger sig ind på områder, som tidligere var en privatsag. En leders opgave er at optimere og få mest muligt ud af der tilgængelige ressourcer, en vigtig del af disse resourcer er medarbejderne. Det gøres mere eller mindre eksplicit. I det følgende vil jeg komme med eksempler:
Frugt ordninger, fitnessrum osv.: Der findes vel næppe en virksomhed med respekt for sig selv, der ikke har en form for frugtordning. I det ligger selvfølgelig et rationale om at have sunde medarbejdere, og dermed mindre sygefravær. Men motivationen er ikke at ville medarbejderen det bedste, men at ville virksomheden det bedste. Motivationen og rationale er det samme for fitnessrum. En ekstrem version af denne, oplevede jeg selv, i en større dansk koncern, hvor der sammen med morgenmad, var stillet et bord frem, med et større udvalg af forskellige vitaminpiller og kosttilskud.
Fælles for disser ordninger er, at de skaber nogle implicitte krav om at indgå i et bestemt sundhedsparadigme, forklædt i virksomheders hensyn til den enkeltes ve og vel. Eller for at bruge Foucault, bruger virksomheden her sin magtposition til at træde ind i et privat felt og diktere en sundhedslivsstil.
Jeg tror, at så længe vi ikke kigger kristisk på disse tiltag, hvor felterne mellem arbejdsliv og privatliv, bliver mere og mere flydende, så vil vi se tiltag, hvor det bliver virksomheden krav om optimal udnyttelse af ressourcer det bliver styrende for, hvor langt de kan gå. Vil vi i fremtiden se vægte, deodoranter og tandbørster på virksomheden toiletter?
God weekend og tak for en god blog.
Hej Allan
Først og fremmest tak for din kommentar – og rosen. 🙂
Jeg er helt enig. Det er netop også mit indtryk, at det er vigtigt, at fokusere på dette emne, for vi oplever netop, at man italesætter en udvikling, som kan give alvorligt bagslag. Jeg har også selv beundret de gode frugtordninger, og er selv stødt på eksotiske af slagsen, som virkelig har været sjove at prøve.
Jeg deler til fulde forståelsen af, at virksomhederne gør det, fordi det gavner bundlinjen. Disse ordninger er bestemt ikke gjort af et godt hjerte alene, men netop fordi, det giver plus på den økonomiske bundlinje.
Jeg har gennem årene blot bidt mærke i både kolleger og mellemledere, som har været utroligt kompetente og dygtige, også selvom nogle af dem havde fysikken imod sig. Enkelte havde medicinske udfordringer, som gjorde, at de – selvom de afholdt sig fra søde sager – var større end gennemsnittet af befolkningen, og fælles for dem var, at de var så møghamrende dygtige, at man aldrig ville kunne fyre dem uden at skulle ansætte dobbelt så mange i stedet.
Jeg er helt enig i, at debatten kan tages, og så længe det sker i gensidig respekt vil jeg også mene, at det er langt mere åbenbart, at en positiv dialog i fx rammerne af en MUS-samtale kan gøre en leder langt klogere på sine medarbejdere.
Tak fordi du tog tid til at skrive. Det er altid en fornøjelse når læserne giver deres besyv med, så også god weekend herfra. 🙂