Når jeg spørger dig, kære læser, om du også er naturligt nysgerrig, så tænker jeg ikke på, om du er til sladder om de kongelige og kendte. Mit spørgsmål går på, om du også er glad for at lære nye ting, og få optimeret din paratviden? Jeg har i mange år defineret en god dag som værende en dag hvor man enten har hjulpet et andet menneske eller en dag hvor man har lært noget nyt.
Sådan havde jeg det forleden, da jeg så en fransk dokumentar – vistnok på DR K – omkring tiden lige efter 2. verdenskrig. Det der fangede min nysgerrighed var, at dokumentaren nævnte polakkernes fordrivelse af tyskerne efter Tyskland havde kapituleret.
Den opmærksomme læser husker sikkert, at vi i foråret hørte, at den nye polske regering var MEGET sure over udtrykket ‘polske koncentrationslejre’ – og egentlig var jeg enig. Det var nemlig nazistiske koncentrationslejre. Man kunne ikke kalde dem polske alene fordi de geografisk var placeret i det vi i dag kalder Polen…
Men, dokumentaren gjorde mig også klogere, for med ordet Zgoda som min første Google-ledetråd fandt jeg en hel del om den historie Polen havde efter krigen. Det var bestemt ikke skønt. Man skulle jo, naiv som vi unge mennesker er i forhold til noget som skete for 73 år siden, tro, at humanismen og det positive menneskesyn kommer tilbage straks efter Hitler begik selvmord i bunkeren i Berlin…
Historien er nogle gange rigtig ussel. Ligesom vi danskere må forholde os til voldtægter og slagtninger i vikingeæraen, amerikanerne må forholde sig til slaveriet, og flere andre lande har hver deres mørke kapitler, så må Polen altså også forholde sig til den hævnlyst, som prægede de handlinger, der BLEV begået.
Man løser intet ved at feje tingene ind under gulvtæppet. Spørg bare Schlüter om det, for det kostede ham statsministerposten, da Tamilsagen nåede sit endelige.
Nu ved jeg så godt, at mange vil sige, at det er overdrevet, at sammenligne. Her vil jeg så sige, at jeg alene gør brug af det der hedder at kontekstualisere. Vi skal have den indstilling in mente, at ingen nation er perfekt. Jeg tror såmænd mange jøder er endog meget sure over, at deres shoah/holocaust-erstatninger ikke er gået til alle de overlevende. Det har vakt stor diskussion i Israel, og det var først efter en demonstration for et årti siden, at første skridt blev taget. Hvor må man føle sig taget ved en vis legemsdel uden glidecreme, hvis man først gennemlever uhyrlighederne, og så bagefter må leve på fattigdomsgrænsen fordi politikerne ikke tager én alvorligt…
For en humanist som mig er det kvalmende når nogen begår overgreb mod andre levende væsener, og jeg væmmes ved, at man bruger retoriske midler for at fralægge sig sit ansvar. Faktum er, at hvis man glemmer historien har den en tendens til at gentage sig – og det ønsker INGEN af os, vel? Ens hjerte bløder på deres vegne, når nogen oplever uretfærdighed – både de små, men endnu værre med de store uretfærdigheder folk har gennemlevet gennem historien…
Jeg nyder at se alle dokumentarer, fordi det gør mig klogere på både historien, men også videnskab m.v. Jeg ser ikke KUN de ting jeg er enig i, men ønsker netop at blive udfordret, fordi udfordringen indeholder chancen for at blive klogere. Gør du også det? Giver du også dig selv chancen for at lære nyt, eller vil du alene underholdes, når du tænder hjemmealteret?
Rigtig god weekend til alle bloggens læsere.
