Hvornår strammer medierne op?

Det er SÅ trættende at opleve hvordan TV2 News nu vælger også at ‘dække’ ankesagen om Ubåds-Madsen / Raket-Madsen eller hvad man nu vælger at kalde den Peter Madsen, der brutalt myrdede den svenske journalist Kim Wall. Man fristes nærmest til at spørge: “Hvornår strammer medierne op?

Da Breivik begik sin voldsomme forbrydelse på Uttøya i Norge fik man tygget sagen fra alle vinkler. Til sidst kom det også op i TV2 News’ egen Presselogen – og man talte om, at man ikke behøvede detaljeringsniveauet for at fortælle om udviklingen i sagen. Sagen var jo skrækkelig fordi så mange forældre mistede deres døtre og sønner, alt sammen bare fordi en forskruet højreorienteret klaphat ikke havde forstået demokratiets spilleregler, men skød omkring sig i den skrækkelige forbrydelse vi alle har hørt om til hudløshed…

Som med alt for mange sager, der har været dækket på Presselogen, så er det tom snak. Ganske som man i 1997 fik et anfald af bondeanger over for brugen af paparazzi-fotos da vi mistede Folkets prinsesse – Diana af Wales – så er det stadig det helt store hit at genere også det danske kongehus i jagten på at få solgt sine blade. Det har ikke spor med hverken journalistik eller seriøsitet at gøre – det har ene og alene at gøre med en sensationsjagt som totalt fordrejer fokus, og så forstår de ærede redaktører ikke hvorfor journalister i troværdighedsmålinger ligger nede omkring politikere og brugtvognsforhandlere? 🙂

Misforstå mig ikke. Presselogen er et super interessant program at se, men ironien lurer lige under overfladen når redaktørerne kommer med præcis de samme beklagelser og udenomssnak som de er kommet med før – og de bliver desværre ikke engang her reelt udfordret på deres forklaringer. Spøgefuldt betragtet kunne man også sige, at deres lyst til at medvirke nok var mindre, hvis de BLEV udfordret. 🙂

Ikke desto mindre er der brug for eftertanke. En mand som Peter Madsen fortjener ikke al den omtale. Manden er jo fuldkommen vanvittig, og forbrydelsen så bestialsk, at man alene burde nævne hvilken dom Østre Landsret giver ham. Der er ingen grund til at dykke ned i hvorvidt et mord normalt takseres til livstid, for jeg tør godt gætte på, det er yderst sjældent, at et mord begås med partering og rundkastning af legemsdele…

Jeg tror vi alle har fulgt diverse kriminalmagasiner. Dér ved vi, hvad vi kan forvente.

Nyhedsdækning bør være nyheder der er relevante for os alle, og der er virkelig behov for, at TV2 News strammer op, hvis de skal nå de mål, nyhedsstationen selv opstillede fra starten af. Hvis det ene og alene er mikrofonholderi for vanvittige politikere og diverse tåbeligheder, som vi ikke har ret meget at bruge til, så svigtes de journalistiske idealer man påstår at ville opretholde. Så må vi bare håbe, at internetmedier en dag vil overtage med disse kvalitetskrav som ledestjerne, for ellers ender det med, at man må søge sine informationer ad andre kanaler online.

Det kan ikke kun være mig, der undrer mig over den lave bundgrænse for hvad man kalder journalistik, kan det?

Rigtig god dag til alle bloggens læsere. 🙂

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.