Mange vil gerne være venner med deres børn, og det i et omfang, så de kun sjældent siger fra selv på de punkter, hvor det ellers ville være til gavn for børnene. Det har nogle gange givet nogle klynkehoveder, som knap tåler selv den mindste modgang uden de straks er ved at give helt op…
Det er klart, at forældrerollen udvikler sig i takt med, at børnene bliver større. Det er kun naturligt.
Der er dog nogle klare punkter i livet, hvor der ikke kan være diskussion, hvis man vil lære sine børn at have gode vaner. Et eksempel kunne være hvordan vi begår os i trafikken. Jeg husker tydeligt da jeg var flyttet herop til Kalundborg. Børnene ville gerne selv kunne gå ned til f.eks. Føtex for enten at hente morgentilbud eller i løbet af dagen hente noget, de selv havde valgt. Det er jo meget naturligt, at de gerne vil kunne bevæge sig rundt uden at have sine forældre med i alting. Dog er der en meget vigtig ting der adskiller mit domicil fra den lokale Føtex. Der er både en lille og en stor vej.
Den store vej KAN være endog særdeles befærdet – af både busser og mange biler. Den lille kan godt snyde, fordi man ‘tror’ man kan høre om der kommer biler. 🙂
Helt konkret var der et tidspunkt hvor en af de tre bare gik ud på vejen, og her var der kun én ting at gøre. Ordet STOP kan have en meget vigtig læresætning – præcis som drengene senere vil opdage i militæret. Man kan nemlig ikke pr. automatik gå ud fra, at bilerne kun kommer fra én retning bare fordi vejen er ensrettet. Det er nemlig helt konkret tilladt for cyklister at køre den modsatte vej…
Ligeså er elbiler næsten lydløse, og når man bor tæt ved politistationen, så KAN en patruljebil godt finde på at køre imod ensretningen.
Sjovt nok blev jeg så spurgt om ikke det var ulovligt at politiet gjorde dette, hvilket jeg så kun kunne bekræfte, men som jeg sagde: “Har DU lyst til at forklare DEM hvad DE må eller ikke må?” Så er lysten til at markere hvad man må eller ikke må ret lille… 🙂
Anyway, øvelse i trafikkendskab ER vigtigt, og der ER kun sort eller hvidt. Rigtigt eller forkert. Ingen gråzoner til at starte med. Kommer der biler, så venter vi. Senere i livet lærer de også at se om en bil kommer farende som om Torkild Thyrring var bag rattet, eller man kan nå over set i forhold til bilen lige er drejet fra Bredgade/Elmegade ned mod havnen eller kommer fra havnen og skal den anden vej.
Problemet i forhold til forældrerollen er, at hvis ikke vi får sagt fra, så risikerer vi at skulle på hospitalet med barnet. Man bliver ikke kønnere af mødet med en bil, og det hjælper ikke på helbredet, at man havde ret, da man blev kørt ned, vel? 🙂
Senest har vi haft diskussionen om børns spil her i landet. Det er klart, at computere bliver en vigtig del af børns opvækst og it bliver en endnu mere integreret del af tilværelsen end vi ser allerede i dag. Dog SKAL der være ting, der er på plads FØR man har lov til at spille. Det er præcis som når drenge gerne ville ud og spille fodbold i det gode vejr i 80’erne. Det er sundt at bevæge sig – og nu vil én politiker sågar give 22.000 ved konfirmationsalderen hvis barnet er normalvægtigt! – men man bliver ikke nødvendigvis den næste Ronaldo af lidt hobbyspil, og derfor SKAL der en vis skoleballast til, hvis man gerne vil kunne klare sig her i livet.
Altså er det kun godt at STØTTE it-kendskab. Det må gerne leges ind. Jeg har jo netop lavet bloggen Fundamentals of Computing fordi jeg gerne vil dele den viden jeg selv fik lige fra jeg som barn stiftede bekendtskab med computere. Set i bakspejlet skulle jeg nok have dyrket mere sport allerede dengang, men jeg anerkender, at jeg fik lov til at vælge – og således også valgte mindre fysisk aktivt end så mange andre.
Det er i dette perspektiv, at jeg siger, at der er stor forskel mellem spilafhængighed og så at kunne placere det i sin rette kontekst. Det skal vi som forældre kunne hjælpe vores børn til, for ellers går det galt. Børnene kan jo ikke på forhånd gætte hvad livet bringer, og hvis ikke vi som minimum skaber nogle gode vaner, så bliver det i hvert fald ikke lettere for børnene at blive fornuftige voksne, vel? 🙂
Bemærk jeg slet ikke diskuterer hvor mange (eller få) timer du giver dit barn eller dine børn lov til at bruge. Det skal du/I helt selv afgøre. Jeg er trods alt et socialliberalt menneske, og derfor tror jeg ikke på millimeterdemokrati, men derimod på at voksne kender deres børn bedst, og ved hvad der matcher jeres konkrete skema, herunder også lektier og søvnmønstre…
Det er slet ikke så svært som mange vil gøre det til, men det er klart, at forældrerollen bliver svær for dem, som ikke tør sige deres børn imod. De må gerne føle, at man er et r*vhul, for senere i livet kommer de nok til fornuft, og så begynder de at se, at vores regler og normer var for deres eget bedste, og fordi vi rent faktisk elsker vores børn nok til at tage konflikten når eller hvis den er nødvendig – præcis som voksne kan komme til at diskutere, hvis de ikke på forhånd er vant til det at forhandle og snakke modent sammen.
Rigtig god dag til alle bloggens læsere. 🙂
