Når man kaster et blik på Venstres Twitter-profil, så er de godt i gang med at kaste en masse budskaber ud, der lugter af én ting: et nært forestående folketingsvalg. Man er i gang med at forberede et hurtigt valg, og signalerne er slet ikke til at tage fejl af. Del og hersk-tankegangen handler om, at man kaster så mange påstande ud som muligt, så man får en del feedback, som analyseres, hvorefter organisationen kan forberede sin ammunition op til sommermøderne rundt omkring i regeringspartierne.
Teknikken er velkendt – og den virker. 🙂
Det gælder uanset om man er enig eller uenig med Venstre. Analysearbejdet er en rigtig god investering, fordi man kan bruge det til at målrette sine annoncer, når man indleder anden fase af kampagnerne…
Det er jo ikke ligefrem nogen statshemmelighed, der afsløres i dette indlæg.
Det sjove er så bare, at oppositionen fortsat sidder og nyder ferien rundt omkring i verden, altimens de tror, at Lars Løkke Rasmussen ikke trykker på knappen før meningsmålingerne er bedre.
De glemmer én vigtig faktor: uanset at DF står til et stort mandattab, så har man analyseret sig frem til, at dansk politik befinder sig i et dødvande. Der er ikke nogen, der kan blive enige om noget som helst udenom DF, og derfor er det nogenlunde blikstille på de politiske vande.
Skulle man tro, for et jordskredsvalg kunne let ulme lige under overfladen. Dog kræver det så enighed hos befolkningen om et alternativ, og det er der ikke ret mange chancer for så længe folk nyder sommeren mere end de politiske debatter og eftertankens nådegaver.
Vi får at se hvad der sker, men ingen tvivl om, at valgtrommerne er godt i gang. Man skal være nærmest tonedøv for ikke at høre dem buldre… 🙂
Fortsat god sommer til alle.