Kronikkonkurrence med temaet taknemlighed

KD udskrev i år en kronikkonkurrence med temaet taknemlighed. Jeg øjnede straks en chance for at få en større eksponering i forhold til dengang jeg mistede bevidstheden på Høje Taastrup station. Jeg skrev derfor nedenstående kronikforslag, og måtte så vente på svar om jeg var iblandt de otte, som Kristeligt Dagblad ville udgive hen over sommeren.

Da jeg i går fik at vide, at jeg ikke var blandt ‘vinderne’, så tænkte jeg alligevel, at jeg ville dele denne med bloggens læsere, for nu er den jo skrevet. Nu kender du så baggrunden for tekstens formulering, og jeg har valgt IKKE at redigere i formatet, selvom det var skrevet til at lande i avisens spalter.

Rigtig god læselyst, og fortsat god sommer. 🙂

Den ukendte barmhjertige samaritaner

Selvom denne kronikkonkurrence skulle hylde en bestemt person for vedkommendes hjælp, så er jeg nødsaget til at hylde personen uden at kende denne barmhjertige samaritaner. Det hele starter 10. december 2013 da jeg er på vej hjem fra arbejde i hovedstadsområdet.

Da jeg venter på spor 3/4 på Høje Taastrup station ved 17-tiden mister jeg pludselig, uden forvarsel, bevidstheden kort før toget mod Kalundborg skulle rulle ind på stationen. Under armen har jeg firmaets julegave i den ene side. I den anden den rygsæk jeg i sin tid fik mens vi gik på grundkursus på LO-skolen mens jeg var tillidsmand, da vi besøgte mit daværende fagforbunds hovedkvarter i Valby.

Jeg mærker intet, men vågner ifølge beskrivelsen jeg får fra den ene ambulancemand op efter et blackout på cirka et kvarter. Da jeg bliver spurgt hvilken ugedag det er, er mit eneste svar at det var en arbejdsdag og dagen før min nevøs fødselsdag. Ikke just et normalt svar, for jeg har senere konstateret, at det var en tirsdag.

Da man efterfølgende tjekker mig på alle ender og kanter, er der ingen fysiske forklaringer, og man kan derfor kun gætte på, det må have været en stressreaktion efter jeg i månedsvis havde knoklet på med et gennemsnit på den anden side af de 60 timer i forbindelse med et større projekt mens jeg var uddannelseskoordinator i en større dansk virksomhed. En stilling jeg i øvrigt fratrådte knap to år senere, da jeg endelig bliver opmærksom på den stress jeg igen opbyggede, og først fik øje på, da jeg var til en tandbehandling nede i Polen.

Denne kronikkonkurrence giver mig håbet om, at jeg her snart fem år efter dette blackout får mulighed for at takke vedkommende hvis denne kronik lander i top-8 og bliver udgivet. Selvom jeg i længere tid har taget samme tog på forskellige tidspunkter har vedkommende aldrig selv meldt sig, men både jeg – og mine tre børn – er yderst taknemmelig for, at personen ringede 112, så der kom hjælp.

Som mennesker giver vi os sjældent tid til at tænke over den slags hændelser, og det er blevet vigtigere end nogensinde at få sagt tak til denne person. Hvis du har talt med nogen, der har fortalt om denne hændelse, så giv endelig denne kronik videre til vedkommende. Han eller hun må godt klappe sig selv på skulderen. Det er prisværdigt at gøre godt for andre, og jeg er i hvert fald en stor tak skyldig.

Til alle andre, som gennem tiden har været positive med opmuntrende ord i flere sammenhænge skal også gives en stor tak. I har alle været med til at sikre, at troen på vi mennesker holder sammen, og den største tak skal lyde til avisen, som lavede denne konkurrence, fordi vi ad denne vej kan være med til at dele hvorfor vi fastholder optimismen som ledestjerne for vore handlinger.

Leave a Response