Aftenen bød på afsked med VM i fodbold i Rusland. Vi tabte i straffesparkskonkurrencen, og før man ærgrer sig alt for meget, er det værd, at bemærke, at vi rent faktisk spillede ganske godt – i hvert fald i kampen mod Kroatien.
Det er jo aldrig sjovt at se uafgjorte kampe, og optakten til ottendedelsfinalen kunne godt gøre os alle en smule nervøse. Når selv tyskerne (tidligere VM-mestre) kunne ryge ud, så er det ikke ligefrem novicer der stod foran. Det er det jo aldrig til et VM, vel? 🙂
Ved store kampe er det som om hver stue har sin fodboldekspert. Vi vil meget gerne vejlede landsholdstræneren i, hvad han BURDE have gjort, hvad han ikke fik gjort, og hvordan vi gør det bedre næste gang.
Den slags vil du ikke høre her på bloggen.
Vi må bakke op om de valg, der træffes. Sådan er sport. Man tilvælger nogle ting, og fravælger andre. Sådan er sporten. Hvis man skulle agere ud fra hver eneste lille brusebadside rundt omkring i landet, ville kampene være tabt på forhånd.
For, let’s face it, hvis DU var så dygtig, var DU nok blevet valgt af DBU, ikke sandt? 🙂
Det er mit udgangspunkt for at vurdere VM. Vi fik vigtig erfaring med hjem fra turneringen. Først og fremmest, at publikum er blevet anderledes gennem årene. Når DBU kan høste en bøde fordi nogle kaster med øl, så er der noget galt. Noget vi STRAKS må se at få gjort noget ved, for det skader vores ry, som hidtil har været, at vi var ROLIGANS. Folk der kan nyde en god fodboldkamp, og som bevarer det gode humør – selv når vi tabte en kamp.
Dét renommé må ikke ødelægges af enkelte ballademagere, som nu koster DBU en formue…
På samme måde skal vi arbejde med teambuilding på nye måder, også selvom det kan blive dyrt for DBU. Man har hidtil oplevet – både på kvinde- og herresiden – at man er meget fokuseret på hvad det koster, at være med i en turnering.
Den mentalitet er rigtig god for bogholdere, men den er knap så god hvis opgaven skal ses ud fra et udviklingsperspektiv. “Det koster nemlig bønder at spille skak”, som en af mine tidligere kolleger ofte sagde. Man skal turde erkende hvis der måtte være behov for mere træning – og i dette perspektiv synes jeg vores landsholdstræner var meget fornuftig, da han indførte en grænse for hvornår pressen kunne være omkring landsholdet i forbindelse med træning. Der skal være plads til, at spillerne lærer hinanden at kende, og selvom enkelte kunne fristes af at tro, det kunne koste sponsorer at indføre denne regel, så skal Hareide naturligvis bakkes op.
Han gør det jo ikke for at irritere pressen. Det formoder jeg i hvert fald ikke. Det gøres for at give spillerne ro til at træne visse facetter af spillet.
Det er erfarne herrer, som på hver deres måde klarer sig rigtig godt i klubberne. Nu handler det om at fintune samspillet, så nogle af boldtabene undgås, og så man ‘kender’ hinanden godt nok til lynhurtigt at kunne omstille sig. Vi var lidt faste i nogle af vores opstillinger, og på dét plan var det heldigt, at vi nåede ottendedelsfinalen.
Jeg hepper gerne på vores landshold, og jeg elsker at se når vi vinder. Dog tillader jeg mig også, at kalde en spade for en spade, og når en kamp er præcis så kedelig at man er ved at falde i søvn fordi det ligner noget fra sjællandsserien, så skal man sige det. Det gavner alle, at man har selvindsigt nok til at sige, at ‘her kan vi gøre det bedre’…
Det er naturligvis resultaterne, der tæller. Ikke hvor flot der blev spillet. Jeg anerkender, at man godt kan spille resultatfodbold, men det gavner ingen…
Nu skal vi videre, og glæde os til næste turnering. Summa summarum gik det meget fint, især taget i betragtning at flere favoritter allerede er taget hjem.
Rigtig god mandag til alle bloggens læsere. 🙂
