Dengang det var en gave når en mor gik hjemme…

mor med sine børn

Billedkilde: Alt for damerne

Hvor mange husker egentlig dengang det var en gave når en mor gik hjemme? Vi var blandt de heldige, at vores mor valgte at være hjemmegående i flere år. Først senere, da vi var blevet større – og der samtidig var nogle økonomiske udfordringer i forhold til at være selvstændige – valgte hun, at arbejde først i kundeservice i et større supermarked, og senere som forstanderens højre hånd på en produktionshøjskole

Det var et VALG hun traf, og det var et valg hun var glad for.

Derfor tør jeg også godt sige, at mandagens nyhed om tvungen børnepasning for folk fra ghettoområder, kombineret med alle de andre planøkonomiske tiltag, ville have gjort hende stikhamrende tosset. Vi taler stadig om, hvordan hun i slut-80’erne blev rigtig gal da et større dansk slagteri nedlagte sine danske arbejdspladser til udlandet samtidig med, at de insisterede på, at markedsføre sig som et lokalt funderet slagteri. Det var første gang hun virkelig blev så gal i skralden at skrivemaskinen fik en ordentlig en over nakken.

På dét punkt er det kun godt, at hun fik fred for 5 år og 3 mdr. siden (1. marts 2013). For jeg tør godt love for, at hun ret sikkert havde ringet til journalisterne for at give et interview om, at man ikke skal bestemme hvad andre foretager sig.

Hvordan vi nogensinde er kommet så langt ud, at overbud på udlændige-debatten har fået selv en såkaldt borgerlig-liberal regering ud på dette planøkonomiske overdrev med styring af hvad folk skal eller ikke skal er mig noget af en gåde. Når man så samtidig hører retorikken om de ledige, hvor man vil sanktionere ud over de straffe man i forvejen har lavet med 225-timers regler og kontanthjælpsloft, så er der ét spørgsmål der melder sig: hvornår holder det op?

Hvornår vil man undersøge effekten hos de mennesker man i forvejen har sanktioneret, før man laver nye indskrænkninger? Før man fra politikernes side generaliserer synes jeg også de burde anerkende, at vi faktisk er en hel del mennesker, som seriøst søger i både øst og vest, og de afslag vi får med information om mellem 80-300+ ansøgninger er IKKE ligefrem et tegn på, at arbejdsgiverne mangler arbejdskraft.

Det er virkeligheden derude – uden for osteklokken på Christiansborg. En virkelighed som journalisterne engang imellem godt kunne trænge til at spørge ind til, når politikere og andre får lov til at ytre sig om andre mennesker med en nedladenhed man ikke skulle tro hørte hjemme i gode gamle Danmark. 🙂

Rigtig god dag og weekend herfra til alle bloggens læsere. 🙂

Leave a Response