Der findes rent faktisk glade singler, som er rigtig glade for at bo alene. Ikke fordi de er eremitter, men ganske enkelt fordi de ikke gider underkaste sig samfundets ideal om at vi alle skulle søge ind i et forhold. De folk, der selv er i forhold, forsøger ofte, at få det til, at lyde som om en single ‘mangler noget’…
Gør singler nødvendigvis det – altså mangler de noget?
Ikke nødvendigvis.
Der findes helt sikkert en del mennesker, som savner et forhold – og fred være med det. De skal naturligvis bare lede videre, gå på Tinder, tage i byen, og hvad de ellers har lyst til.
Men hvad så med de singler, som rent faktisk bare har det rigtig godt med sig selv? Som rent faktisk trives med deres eget gode selskab? Hvorfor tvinge dem ind i et kunstigt ideal?
Man kunne vende debatten, og spørge sig, om det mon gør ondt på alle dem i forhold, at der rent faktisk findes mennesker, som prioriterer sig selv højere end at skulle tilpasse sig en fællesnævner? 🙂
Det er naturligvis et provokerende spørgsmål, for jeg ved godt, at nogle vil blive sure når man først tager debatten om det at være i forhold vs. det at være single. Det er som om nogle mennesker er bange for, at erkende, at de bruger deres partner som en amputeret m/k bruger en krykke…
Hvis alle var så lykkelige og glade for deres forhold, så var de nok blevet dér hvor de er, ikke sandt?
Provokerende? Muligvis.
Men tænk lige over det. Næste gang du støder på ordet ‘enlig mor’ som vi i torsdags kunne høre i News & Co er kommet med på en watchlist hos DR som et af de 62 ord man skal tænke sig om før man bruger, så tænk over hvorfor det overhovedet skulle være et værdiladet ord.
Jeg forstår langt bedre at ord som ‘indvandrerdrenge’ eller ‘ghetto’ får folk til at rynke på næsen, end at en kvinde, som har børn, og ikke bor sammen med en partner, defineres som en ‘enlig mor’…
Det bliver så endnu mere provokerende for nogle når selvsamme personer f.eks. udfordrer de traditionelle parforhold. Tag bare polyamori hvor et menneske vælger flere kærester. Det kan virkelig få sindene i kog, helt ligesom homoseksualitet kan gøre det i indremissionske kredse.
Vi må bare erkende, at vi skriver 2018. Vi er nået ind i det 21. århundrede, og vi skal holde op med at forvente, at vores mål, tanker og ideer nødvendigvis er de samme som naboens, genboens, et familiemedlems eller en god kammerats mål, tanker og ideer. Vi kan udveksle viden og erfaringer, men vi kan ikke altid forvente, at andre skal ‘omvendes’ bare fordi vi selv er overbevist om vores version er den bedste.
Det handler om at vise mere tolerance over for hinanden og det frie valg vi alle har her i livet.
Med det in mente, så rigtig god søndag til alle bloggens læsere. 🙂
