Når man som jeg er lidt større end gennemsnittet, så kan selvironi være en vigtig egenskab. Når man står ved kassen og den høflige kassedame spørger de foranstående kunder om ikke de skal smage et stykke wienerbrød, fordi man i den lokale Meny laver en lille charmeoffensiv for sin bager, så er jeg den friske type. Når den unge mand to pladser foran siger, at han allerede har smagt ovre ved bageren, og vil passe på sin vægt, så kan jeg ikke lade være med smilende at sige: “Bare rolig, der er mange basser før du når op på størrelsen ‘rigtig mand'”
Jeg har bemærket, at mange nærmest bliver forlegne, og det er lidt morsomt, for jeg har kæmpet i flere år med det at få tabt en del af kropsvægten – og det er ved at lykkes. Så på en måde er det gode humør baseret på en succes – også selvom det ikke er synligt, fordi der er lang vej endnu når udgangspunktet er LANGT større end det er for andre.
Når man ikke selv får samme spørgsmål, så er det jo ikke fordi der er noget galt dér. Jeg havde jo selv drillet med størrelsen, og det var en hyggelig sludder med kassedamen, der selv meldte, at hun selv havde været langt større. Folk der kender udfordringen forstår den slags langt bedre…
Pointen med denne artikel er dog ikke, at diskutere hverken motions- eller slankeprogrammer. Tværtimod. Det er langt mere at hvile i sig selv, og tage den lange vej et skridt ad gangen. Hvis du vil gennemføre et maraton starter med jo ikke med en ironman som træning, vel? 🙂
Selvironi gør det nemmere at hvile i sig selv for os alle. Det er bare ikke alle, der tør.
Forestil dig et stand-up show hvor komikeren ikke ejede selvironi. Det ville lynhurtig blive en perfid og ondskabsfuld omgang, som ingen kunne holde ud. Hvis man derimod kan tage let på de sjove ting, der sker, så er det nemmere at komme videre. Ikke at forveksle med ikke at tage ansvar på rette tid og sted. Nærmest tværtimod. For den ærlige person ligger læringen netop i at være vågen over for de områder, hvor man selvom noget allerede ER gået godt, alligevel øjner hvordan det kunne være blevet endnu bedre.
Jeg kom i tanke om dette da sidste afsnit af De skjulte talenter blev sendt her til aften på DR1. Det er nogle fantastiske historier om mennesker med autisme som virkelig får det bedste ud af livet, fordi andre får øje på deres talenter, og de derved får muligheden for at blomstre. Hvis ikke du har fulgt serien, så vil jeg varmt anbefale dig at gøre det, for det er særdeles livsbekræftende at se, at nogle af de særheder vi alle kan have – selv uden at have autisme – kan vendes til noget positivt og konstruktivt.
Der hvor andre giver op, fordi der er noget de ikke er super dygtige til, kan man vælge enten at blive bedre til det pågældende område eller ganske enkelt fokusere anderledes. Det er altid rart når den slags programmer vækker associationer og kan inspirere os andre til både små og store tanker om nogle af de ting, vi selv har oplevet gennem livet.
