Hvis du bruger søgefeltet i øverste del af denne blog, og søger efter IT sikkerhed, vil du finde mange af de artikler jeg tidligere har skrevet om emnet. IT sikkerhed skal tages alvorligt, både privat, men sandelig også på jobbet – og det gælder uanset hvor du arbejder…
Vi er alle sårbare når vi er på et globalt netværk. Pludselig er der ingen afstand mellem en lille hytte i Kazakstan og Danmark eller en lille hytte og Washington. Et globalt netværk stiller krav om både en digital sikkerhed, men sandelig også en mental sikkerhed hos alle, der arbejder med en pc.
Senest kunne vi på TV2 [Hackerne angriber os] se hvor nemt det desværre var folk hackerne at skaffe sig informationer – og endda på så banal vis, at materiale som burde være makuleret før udsmidning bare var blevet smidt i containeren.
Der er en MEGET vigtig ting som fortjener at blive nævnt. Det er positivt når to kommuner siger ‘ja tak’ til at blive tjekket. Det handler nemlig slet ikke om de fejl, der blev fundet de konkrete steder, som mange lader sig friste af at blive forarget over.
Det er LANGT VIGTIGERE at være opmærksom på alle de steder, der ikke opdages, men hvor holdningen til både den fysiske – og sikkert også den digitale – sikkerhed er pilrådden.
Det er hårde ord. Det ved jeg godt. Ikke desto mindre er det tankevækkende, når man i en stillingsbeskrivelse opsætter fine ønsker til specifik uddannelsesbaggrund, og så oplever, at disse folk så bagefter opbevarer data af stærkt personfølsom natur på en ikke-sikret online server/harddisk. Så er man simpelthen for dum, for nu at tale almindeligt dansk.
God sikkerhed handler nemlig om ens mindset. Hvis man er god til at bruge en digital post-it app, kan man lave notater på skærmen imens man taler med en anden person, hvorimod man ved at bruge den gammeldags lille gule seddel risikerer, at denne bliver fundet.
Helt ligesom det er rart, at bankudtog kommer digitalt i ens netbank. Tænk bare over hvor meget det afslører, at du sidste måned købte et spritnyt tv eller større anlæg. Det kan ses af dit kontoudtog, hvis du smider dette ud i papircontaineren uden først at rive papiret i stykker, og blande det. Det sidste mindsker risikoen for at blive fundet og sat sammen, men er fuldkommen elimineret, hvis du slet ikke printer det.
Konkret kan man sige, at man i kommunerne selv har sparet sig til dårlig sikkerhed. Før i tiden kunne man centralt makulere vigtige papirer, fordi man havde folk ansat til at gøre den slags. Nu har man sparet sig til en mindre stab, og så sker der fejl når selv små forglemmelser ender med at kompromittere sikkerheden.
Man kan derved konstatere, at man skal tænke som en forbryder ville gøre det, hvis man vil sikre sig imod den slags. Der findes ingen genveje forbi grundig sikkerhed – både den digitale, men sandelig også den fysiske…
Rigtig god weekend til alle bloggens læsere. 🙂