Det er meget interessant at se hvor unuanceret mange medier forholder sig til det tyske valg, hvor AfD – Alternative für Deutschland – fik knap 13% af stemmerne. Ingen glæder sig over de 87%, der ikke stemte på dem, men man italesætter straks en diskurs om, at tyskerne er ved at blive xenofobiske, og finder frustrationer, hvor man kan parallelforskyde de ‘udfordringer’ andre lande har med det politiske landskab til tyske forhold helt uden hold i historien. Læs videre for at finde ud af hvorfor det forholder sig sådan, for det her ER vigtigere end man umiddelbart skulle tro…
Det var nemlig yderst interessant, da jeg for et par dage siden så et interview på Akadem med titlen L’Histoire ne se répète jamais (Historien gentager sig aldrig), hvor historikeren G. Bensoussan netop gjorde opmærksom på, at der VAR en grund til, at tyske medier ikke giver taletid til disse AfD-tilhængere i samme omfang som man i Frankrig giver det til medlemmer af FN – Front National – eller herhjemme til Dansk Folkeparti.
Man er sig sin historie ganske bevidst, og her skal man huske, at tyskerne indtil for under 3 årtier siden levede med et opdelt Tyskland. Berlinmuren og eksistensen af et øst-Tyskland (dengang kendt som DDR – Deutsche Demokratische Republik) mindede folk dagligt om de spændinger, som kom efter 2. verdenskrig. Ingen har nogensinde glemt den forfærdelige tid hvor deres rigskansler med hård hånd undertrykte befolkningen i nazismens vanvids-ideologi!
Historikeren påpeger, i dette interview, at AfD’s succesfulde entre i det tyske parlament skyldes, at mange vil give en begmand til systemet. De er påvirkede af en kolossal fattigdom i flere kredse, og det er alt for kortsigtet KUN at tilskrive dette indvandringen, selvom dette også påvirker folks lyst til at stemme på et så fremmedfjendsk parti som AfD rent faktisk er.
Dog skal vi også herhjemme huske, at vi ikke altid har haft den retorik vi har i dag. Da jeg efter Statsministrene blev sendt på DR skrev på Twitter, at jeg savnede anstændigheden i Schlüters tid, var der straks en, som ganske kort skrev, at nu måtte jeg huske, at Tamilsagen foregik under hans vagt. Det er såmænd korrekt, men man skal huske, at Poul Schlüter valgte at tage konsekvensen før han kunne blive tvunget til at træffe den. Han ville ikke gennem sølet, og valgte, da rapporten blev offentliggjort, at tage konsekvensen ved at overlade regeringsmagten til Socialdemokraterne, dengang således, at Poul Nyrup Rasmussen blev statsminister.
I Schlüters tid var det daværende Fremskridtspartiet anset som politiske pariaer, og det var netop dét som adskilte liste Z fra det ‘nye’ dengang Dansk Folkeparti blev grundlagt med Pia Kjærsgaard samt de tre øvrige grundlæggere, fordi man begyndte at arbejde loyalt sammen med en borgerlig regering.
Man kan så være enig eller uenig med dem, men ikke desto mindre må man helt ned i materien, hvis man vil forstå historiske forskelle. Selvom man i dag godt kan have en tendens til at hoppe fra tue til tue i dansk politik, så må man aldrig glemme fundamentet for hvorfor populismen har bidt sig fast i flere politiske systemer, herunder både det danske og franske.
I dag vil de fleste sige, at verdenskrigene ligger på så stor afstand, at de ikke rigtig interesserer sig for det mere, og det er en skam, fordi historieløshed netop giver grobund for populisme. Når folk glemmer historien kan der komme nye strømninger, som til forveksling ligner noget vi har set før. Men som historikeren påpeger er dette ikke tegn på, at historien gentager sig – også selvom det er nemt at sige…
Her i landet burde det være en glædelig nyhed, at vores naboer mod syd genvalgte Angela Merkel. Hun og den nye franske præsident Macron kan meget vel gøre en hel del positivt for det europæiske samarbejde, men det kræver, at vi alle fjerner os fra børnehavestadiet, og begynder at se nyhederne som de er frem for enten at drømme os tilbage til et Morten Korch’sk verdensbillede hvor vi lever fint uden et EU. Løsningen på vore udfordringer er ikke i at melde os ud af EU, men ligger derimod i, at vi begynder at arbejde for den oprindelige mission med EU. At vi anerkender, at sammen kan vi være et dejligt kontinent, hvorimod vi hver især kan skabe en hulens masse forhindringer for hinanden.
Herunder skal man undlade, som det blev nævnt på Jersild uden spin på DR2, at bruge ‘den tyske model‘ som alibi for en vejafgift, når ingen bagefter ved hvad denne model skulle være, når der ikke er nogen identisk model. Ingen tør spørge, også selvom journalisterne har haft chancen for at stille dét spørgsmål.
I et land hvor mange rejser rundt burde flere danske bilister allerede have undret sig over denne model blev nævnt uden forklaring.
Jeg er godt klar over, at det ikke er alle der tænker over alle disse ting, men det BURDE være muligt at forholde sig til udfordringer uden at miste besindelsen og ty til de nemme løsninger. Verden ER kompleks, og udfordringer løses nemmest når vi spiser oksen en bid af gangen frem for altid at tale udenom med en masse andre argumenter længe inden man er dykket ned i forklaringerne for det, som sker.
Det var sådan set i dét perspektiv, at interviewet var interessant, fordi vi alle har muligheden for at tænke lidt dybere over tingene, frem for at forlade os på et tredive sekunders indslag på TV2 News. Helt slemt bliver det, når selv menuen for et topmøde mellem politikere bliver hovedingrediensen i, at en korrespondent er taget ned for at dække begivenheden – men det lader vi ligge for ikke at blive alt for personlige mod ellers søde korrespondenter… 😀
Anyway, god søndag herfra – og godt efterår forude. 🙂
