Det har været lidt af en rustjebanetur for DBU nu hvor de lørdag brugte den valgte deadline til at lukke forhandlingerne med kvindelandsholdet. Der er mange ting, man kan lære ud fra det vi allerede HAR hørt, og herunder også ting man selv kan være opmærksom på, hvis man vil forhandle mere effektivt på sit job.
Der er mange steder, hvor vi forhandler. Vi forhandler måske med eksterne konsulenter ifm it-projekter, vi forhandler med interessenter når der skal laves kurser – det kan være overalt, og er ikke KUN begrænset til overenskomster.
Dog er der nogle vigtige pointer, som DBU burde kende:
- Sympatien
- Forsikringssituationen ved spil
Sympatien – hvem får den, når sagen lander i pressen?
Vi ved, at danskerne generelt forsvarer den lille mod den store. Det gælder ikke kun i historier fra bibelen, som den om David og Goliat. Det gælder ganske generelt for os som nation, at når staten går efter en enkeltperson (i skattesager f.eks.), så falder sympatien hos enkeltpersonen. Medmindre, naturligvis, at vedkommende har været et rigtig dumt svin, som stjæler fra samfundet…
I en sag som den mellem kvindelandsholdet og DBU, så BURDE DBU kunne regne ud, at kvindelandsholdet var blevet populære efter deres succes for nylig. Det er IKKE raketvidenskab, vel?
Derfor var det en strategisk fejl, at man ikke forlængede sin deadline. For pokker lørdag kl. 13 er jo ikke religion, vel? Man kunne nemt udvide horisonten med et par timer – hvis man ville.
Forsikringssituationen ved spil – der HAR jo været skader i fodbold før…
Man kunne lynhurtigt få et godt tilbud på en ulykkesforsikring også i erhvervsudgaven, så det må bero på manglende fantasi hos DBUs forhandler, at man ikke har undersøgt dette op til forhandlingen.
Det er jo således, at de enkelte spillere er ansatte i de lokale klubber, de spiller i til daglig, så reelt set er der kun tale om perioder hvor spillerne agerer i DBU-regi, og når man har kunne finde fornuftige løsninger på herresiden, hvorfor skulle man så ikke også kunne gøre det i kvinderegi?
Andre betragtninger
Jeg husker særdeles tydeligt hvordan vi engang, mens jeg var tillidsmand i en dansk transportvirksomhed, i SU-regi bad om, at få lov til at se en konkret business case, da man ville bruge samme business case til at gentage en besparelse på to medarbejdere. Jeg spurgte direkte om der var flere business cases, eller om det var samme business case…
Konkret blev der spurgt ind til om vi kunne få lov til at SE denne business case. Først var svaret, at den ville man finde frem, og bagefter var den et ‘konfidentielt ledelsespapir’…
Da man efterfølgende lavede et samarbejdsudvalgs-kursus om bedre samarbejde kunne ledelsen godt se, at man var udfordrede.
Ja, udfordrede på den gensidige respekt! Jeg måtte skrive et læserbrev i forbundets medlemsblad for at rejse kritikken, så der var vidensdeling med andre tillidsmænd om emnet business cases, som næppe blev overset i noget kontor i hele virksomheden, for jeg tror det var en af mine tydeligste, og bedst skrevne, artikler i hvert fald om dét emne… 🙂
Man skiftede ud i nøglepositioner, men de fundamentale problemer fortsatte, fordi man ikke kom ind til kernen af problemet, men kun symptombehandlede – og det er derfor jeg er kronisk allergisk over for dårlige forklaringer.
Man KAN finde løsninger, hvis man vil, og i den konkrete sag om DBU vs. kvindelandsholdet er det tydeligt for enhver, at man ikke kommer positivt ud af dén sag medmindre DBU er parate til at erkende, at man begik en fejl. Når modparten har vist vilje til at gå ned i løn, men ganske naturligt ønsker ligestilling med mændenes vilkår, så kan denne kamp ikke vindes med den nuværende strategi.
God søndag herfra. 🙂
