Da jeg var barn var plantemargarine en fast bestanddel af det, der blev brugt til at lave smørrebrød. Jeg har gennemlevet den æra hvor Kærgården har invaderet denne del af danskernes liv. Der er stadig dem, der sværger til smør – altså den oprindelige og ‘ægte’ smør…
Anyway, min ældste søn har det som jeg, at han også foretrækker plantemargarine. Så jeg har altid en variant af ‘smørbar’ – Kærgården-kopien, blandt venner – og så plantemargarine til rådighed til morgenbrødet.
Her til morgen fortalte børnene så, at deres mor ikke længere gad have to ting stående i køleskabet, og nu har jeg udtænkt den udspekulerede plan, at der går ikke noget af mig for, at han får sin egen bøtte plantemargarine hjem efter besøg – ganske kvit og frit. 🙂
Hvorfor skal nogle ex’er absolut være besværlige på et så ligegyldigt plan?
Hvad vinder vedkommende ved at blive insisterende på noget så småligt, når nu Patrick tilfældigvis har arvet en foretrukken ting, som han godt kan lide?
Man bliver SÅ træt af, at en ex kan opføre sig så vanvittigt, og det er som jeg også havde det med emnet chokoladekage. Når hver eneste kage, der bliver serveret i en familie KUN er en variant af chokoladekage, som de i øvrigt også er ved at være lidt trætte af, så gør det lidt ondt, at man som far skal opleve den slags…
Jeg mener ikke børn skal være ‘ofre’ for forældrenes manglende evne til at være i samme stue, men forbavses over hvordan dette kan præge ens børn på en så uheldig måde. Har du, kære læser, haft lignende oplevelser? Jeg er lidt nysgerrig på dette område, for nogle gange tror jeg vi alle har gavn af at dele de sære historier vi oplever, så vi kan komme forbi dem.
Rigtig god dag herfra til alle bloggens læsere. 🙂
