Det var smadderhyggeligt at se Anne Linnet, Hanne Vibeke Holst og Christine Antorini på Go’ Morgen Danmark i går morges. Emnet var deres bog om det at blive ældre, og det var nogle dejlige livlige kvinder. Ritt Bjerregaard kunne desværre ikke være med, hvilket jeg i hvert fald savnede. Jeg lægger ikke skjul på, jeg altid har synes Ritt har været et specielt menneske.
Hun har måtte betale en stor pris i såvel sladderpressen som i sit parti fordi hun tillader sig at stå ved sine meninger. Dét kan jeg rigtig godt lide!
Der er ingen tvivl om, at vi alle kan lære noget af kvinder i alderen 51 op til 76. Bogen har stensikkert i hvert fald nogle gode bud på hvordan DE i hvert fald har oplevet livet.
Når man som relativt ung (44) tænker på alderdommen, så melder der sig et sjovt spørgsmål: I takt med, at alle taler om, at vi lever længere, og man helst ser en senere tilbagetrækning netop FORDI man lever længere, hvad skulle så være formålet med at gå på pension?
Jeg har oplevet mange tidligere kolleger, som enten kort før eller kort efter de er fratrådt er gået bort. De fik ikke spor ud af deres opsparing til pension, og – endnu værre – da mange af disse kolleger var tjenestemænd, så får deres efterladte ikke spor ud af det, hvis de netop – som tilfældet var – var ugifte…
Livet skal leves, og vi skal naturligvis fastholde det positive udsyn. Dog kan det ikke undgås, at vi som borgere engang imellem må grine lidt af de akademikere, som vil sætte det hele op i regneark.
Hvis vi er i fuldt vigør, tror jeg vi alle gerne vil se både børnebørn og oldebørn, men hvis ikke vi er ved vores fulde fem, så kan det hele være lidt ligegyldigt.
Hvad er dine tanker om alderdommen? Så du også programmet i går morges? Nogen tanker?
God dag herfra. 🙂
