Her til aften rullede en ny udgave af Matador hen over de danske skærme, og der er talrige budskaber, som er gået helt hen over hovederne på smagsdommerne. Man kunne nemlig på BT online læse følgende beskrivelse:
Når DR lørdag aften for syvende gang viser tv-serien ’Matador’, er det i nyrestaureret version så knivskarp, at det er tydeligt at se, at eventyrlige Korsbæk bare var en bunke kulisser i Valby.
Det afslører meget når smagsdommere skal beskrive noget så folkekært som en samtidshistorisk folkekomedie med stor succes. Ganske som i det nu hedengangne Bogart – hvor anmelderne sad og klappede Ole Michelsen på skulderen i harme over film, som i deres optik skulle have en eller to stjerner, så viste det sig – ikke overraskende – at folk var vilde med de film som filmanmelderne havde høvlet ned…
Det er lidt tankevækkende, at folk som aldrig selv har produceret noget som helst andet end egne forbedringsforslag og ‘smarte’ meninger, vil være eksperter på ting, hvor andre har forsøgt at levere en god historie efter bedste evner. Hvor anmelderne burde løfte filmene, bliver de i stedet til smagsdommere, som dybest set helst vil snakke om alt det, ingen egentlig gider at høre om. 🙂
Misforstå mig endelig ikke. Tonen er skam blevet bedre. Det er nemlig gået op for en del af dem, at seertal tæller højere end kloge ord. Heldigvis for det.
Da jeg i sin tid bestemte mig for at lave en blog med boganmeldelser bestemte jeg mig for at være både konstruktiv og opmuntrende. Præcis som mange andre dygtige anmeldere, som alle befinder sig online, så handler det om, at fortælle sine medmennesker hvad der er værd at læse – ikke ud fra fagligt valide skemaer om historiers opbygning eller sproglige analyser af skriftsprogets rolle i samtiden eller andre akademiske betragtninger. Ganske enkelt bare læse gode bøger, give forfatteren et klap på skulderen, og give bloggens læsere en fornuftig forklaring på hvorfor de også bør læse disse bøger.
Lise Nørgaard har leveret en rigtig god historie, og Matador er blevet en succes af præcis samme grund som Borgen, Broen og Huset på Christianshavn m.fl. har haft succes. Det er serier, som præsenterer historien i øjenhøjde. Ifølge BT Online mener en gymnasierektor fra Rungsted følgende om Matador:
Seriens danmarksbillede er i stedet præget af hygge-småborgerlighed, skriver Mogens Hansen.
Han skal da have lov til at have sin mening. Dog er det interessant at når en god serie som Historien om Danmark præsenterer en light-udgave af historien præcis som Illustreret videnskab gjorde lægmand interesseret i videnskab, så er der altid nogle, som smider et hår i suppen.
Vi skal helst have historie i tavleform. Med en underviser som præsenterer alting så r*vkedeligt, at vi godt selv ved, at vi er ved at falde i søvn, men sådan må det være. Folkekære krøniker er da ok ‘hvis man nu ikke kan klare mosten’, og så kan akademikerne klappe sig selv på skulderen og erklære det for noget “populistisk bras”, fordi det ikke lever op til deres kriterier for seriøsitet.
Jeg giver virkelig ikke spor for den slags smagsdommeri. Når jeg en aften vil sætte mig ind i et emne, så har jeg intet imod akademiske tekster. Det er en del af research. Jeg er vant til det. Alligevel vil jeg meget hellere se en dokumentar, som på klart sprog fortæller mig om det jeg ønsker at vide på en interessant måde end jeg gider læse 3 bind om samme emne.
Kald mig bare doven. Jeg foretrækker at være ærlig. 🙂
Kritikken af Matador er forfejlet, og det kan godt være, at der ikke er mange, der tør tale disse kritikere imod, men efter min bedste overbevisning er de præcis så forstokkede og gammeldags som Damernes magasin var det, og jo før redaktionerne får skiftet den slags forældet tankegang ud, jo bedre vil medierne klare sig i kampen for at få flere læsere. Folk gider ikke hovski-snovski – men dem, der elsker den slags pseudo-akademisk vås vil naturligvis først opdage det langt senere, når læserne er smuttet over til de medier, som leverer det indhold de gider læse.
Rigtig god søndag herfra til alle. 🙂
