Det er noget af en overraskelse at se forholdene i TV2-dokumentaren Er det sådan, man bliver dansk? Især fordi vi nok alle gik med en forventning om, at sanktioner for udeblivelse var umiddelbare og restriktive for udlændige i sprogpraktik, når de er det for danske statsborgere. Endvidere bliver man styrket i sin undren når man hører indvandrerkonsulent Mehmet Yüksekkaya, der kunne fortælle om de kulturelle problemer, som man igennem mange år slet ikke har reageret på. Det MÅ kunne gøres bedre!
Det er vigtigt, at integrationen kommer til at lykkes.
Thanaa, den hårdtarbejdende kvinde, som blev mobbet af sine kolleger, fordi hun rent faktisk tog praktikken alvorligt og gjorde en indsats fik job på en møbelfabrik. Dejlig historie! 🙂
Vi kan ikke leve med de dårlige erfaringer bliver videreført. Der skal læres overalt – i ALLE kommuner – så den indsats der gøres rent faktisk får en effekt. Hvis man i forvejen går på arbejde med en manglende tillid til, at man rent faktisk gør en forskel, er det da klart, at projektet ikke lykkes.
Det svarer lidt til at gå til eksamen med forventning om, at man nok dumper. Så kan de fleste på forhånd gætte hvordan det hele ender.
Jeg var aldrig blevet flydende i fransk hvis jeg havde været sur ud over de nok cirka tre kvarter efter vi i børnehaven fik at vide, at hvis vi ikke talte fransk indbyrdes kunne vi holde mund. Dengang var betingelserne klare. Vil du blive på skolen, må reglerne følges – og det er jeg super glad for i dag. Resultatet er nemlig, at jeg i dag er flydende på fransk, engelsk, tysk og dansk. Med en naturlig lyst til også at lære polsk, fordi jeg lejlighedsvis besøger byen Szezcin i Polen.
Jeg er ikke typen, der er tilfreds med at ‘klare mig’ på engelsk. Jeg har en naturlig lyst til at lære mig det lands sprog jeg besøger, og senest i september 2015 måtte jeg ærgre mig over, at jeg fik meningitis i juni 1995, for ellers havde jeg i dag også talt russisk. Dengang var jeg indstillet på at indgå i forsvaret med det klare mål, at jeg ville ind som sprogofficer i russisk. Da jeg fandt ud af, at mange af de gamle polakker også lærte russisk parallelt med polsk, ville jeg kunne klare mig da jeg i stedet måtte bruge tegnsprog for at tale med en kvinde i slut-50’erne på et apotek i byen. Hun kunne intet engelsk, men ville sagtens kunne forstå russisk. Den slags handler om, at have respekt for de folk man møder.
Når indvandrerkonsulenten Mehmet Yüksekkaya netop anbefaler nye veje at gå, så lytter jeg – og det håber jeg også danske politikere vil gøre. Nu skal der en NY strategi til, med respekt for de mennesker – og de ressourcer – vi har til rådighed, og så må alle bolde kastes i luften, så vi kan få dette til at fungere…
Alt andet vil være spild…
Når vi hører, at nogle tror, at sprogpraktikken ikke fører noget godt med sig, må vi italesætte en ny version. Italesætte, at her FÅR man muligheden hvis man selv vil, og gør en indsats. Så stiller det også krav om, at vi alle finder ja-hatten frem. Altså et samarbejde på tværs af hele samfundet.
Det er ren win-win for alle parter, hvis man lytter til de erfaringer, der kan drages af udsendelsen. Jeg frygter desværre, at den negative retorik får lov til at fortsætte, men så ændrer ingenting sig, og så står vi i nøjagtig samme situation om ti år. Det ville være en rigtig stor skam!
God weekend til alle. 🙂
