Folk der kender mig ved, at jeg gennem flere år har kæmpet med lysten til at lære alt. Det jeg ikke ved noget om, er jeg nysgerrig efter at lære mere om, og det kan lynhurtigt medføre bunker og overspringshandlinger. Intet bliver smidt ud, før man pludselig en dag får nok, og går i gang.
Ja, jeg ved godt, det kan være kinesisk for mange. 🙂
Mange er nemlig velstrukturerede både på jobbet og i privaten. Jeg er altid struktureret på jobbet, hvor alting har en plads i hver sin mappe. Min digitale datadisciplin er perfekt, men privat må jeg bare erkende, at jeg kan være noget af en ‘gemmer’…
Ikke en gemmer, som dem man ser på amerikanske tv-serier, hvor folk er ved at drukne i skidt, men sådan lidt à la “det-kunne-jo-være-jeg-fik-brug-for-det”-typen.
Smid det dog ud, dit gamle fjols!!
Ja, ja, jeg skal nok.
Ovenstående kunne være lidt af den samtale den slags mennesker har med sig selv, for det er utroligt, at man skal sparke sig selv i måsen, før man erkender, at jeg fik nok ikke brug for ditten eller datten. Når man så kommer i gang, og ja, godt begyndt er halvt fuldendt, så er det jo super-lækkert. 🙂
Mens solen skinner får man ny energi, samtidig med, at man finder ud af, at man bestemt ikke skulle have gemt på denne eller hin reservedel.
I går havde jeg hyggeligt besøg af min søster og svoger, og pludselig siger min svoger: “Jeg kan se, du har en gammel harddisk”…
Han er skarp, ham svogeren! 🙂
Det var en 3½” IDE-harddisk. Kapacitet: 160Gb. Velfungerende.
Men samtidig er det også komplet ligegyldigt, for jeg havde for tre-fire uger siden tjekket med min kammerat inde fra Roskilde om han overhovedet kunne bruge den som reserve-/backup-harddisk, og han havde kun S-ATA på sin eksterne harddisk-docking station. Så var det jo godt, min kære svoger nævnte det, for nu lander den i bunden af den kasse, der lige om lidt lander fra indkøbet af kaffekapsler til min Tassimo-maskine, og dén kasse ryger ud i skraldespanden…
Sådan. Ude af øje, ude af sind. Nu er det tjekket, og da skidtet henhører til de efterhånden hedengangne stationære computere, og vi for længst har bevæget os væk fra IDE, så er det bare sådan. Jeg får ikke brug for en nostalgi-maskine med det gamle DOS. Det kapitel har vi skrevet, og den tid har vi været i. Nu handler det om at se fremad, også hvad angår ting, der måske kunne bruges, og/eller kunne være interessante at kigge på.
Går jeg glip af noget? Måske, måske ikke. Hvis det skulle ske, så er det bare ærgeligt, for når man har en 1-værelses lejlighed, så må man bare erkende, at det er på høje tid at indse, at vi skriver 2017. Hvad der var super-smart for fire-fem år siden da harddisken blev pillet ud af noget andet, er én ting, men vi er videre. Nu har vi både SSD og meget andet sjov at lege med.
Ja, mens jeg causerede om dette, ankom kapslerne fra Kaffekapslen, og harddisken og alt det andet jeg havde sorteret fra, ligger nu i bunden af dén kasse – og den forlader lejligheden når jeg er færdig.
Det giver ny energi på sådan en smuk solskinsdag at få tingene af vejen.
Rigtig god dag herfra. 🙂
