Som det vil være faste læsere bekendt, gik jeg i sin tid på den franske skole inde på Frederiksberg. Skolen er i dag kendt som Prins Henriks skole. Skolen har mange nationaliteter, blandt andet fordi skolen understøtter hele det diplomatiske korps, som både fra dansk og fransk side bevæger sig rundt i hele verden. Pensum er identisk fra land til land – og her er resultaterne positive, også selvom dansk opfattes som ‘fremmedsprog’. Du har, som den kvikke læser du er, nok gættet, at fransk er hovedsproget på en fransk skole. 🙂
Jeg bliver SÅ træt når jeg hører mange danskeres holdninger til to-sprogede skolebørn, for mange udtaler sig helt uden at vide hvad de taler om – og om én befolkningsgruppe, som på ingen måde kan spejles i alle andre.
Der er én ting vi skal have på det rene helt fra starten af: der er meget stor forskel på ikke at kunne tale et ordentligt dansk og så det ikke at ville lære at tale et ordentligt dansk.
Det ses tydeligt, at nogle kredse har endog særdeles svært ved at opøve gode sproglige vaner, fordi man tydeligvis føler sig overlegen når man taler arabiske dialekter – og dette gerne højlydt. Den manglende rutine giver derved en selvforstærkende effekt, og er med til at isolere disse befolkningsgrupper.
Vi så det i TV-serien Asger og de nye danskere, hvor den ene mand endda var dansk gift. Hvilket sprog talte de sammen? Engelsk! Dette endda selvom Asger Aamund netop sagde, at det var en gave at være dansk gift når han derved kunne opøve det danske sprog i helt sit eget tempo.
Jeg husker tydeligt børnehaven hvor man fik at vide, at hvis man ikke kunne sige det på fransk, kunne man tie stille. Det var en god indøvning i det franske sprog, og det har gjort, at jeg har et noget ambivalent forhold til når Danmark møder Frankrig i f.eks. håndbold eller fodbold. Hvis vi endelig skal tabe til nogen, så gør det mindre, når vi taber til Frankrig end så mange andre lande. Den slags gør mig ikke mindre patriotisk over for Danmark, men forklarer hvorfor jeg har et lidt dobbelt forhold til det faktum, at jeg kan tale, skrive, læse, drømme og tænke på hele tre sprog, nemlig dansk, fransk og engelsk.
Man kan godt være to-sproget uden det behøver at gå ud over det danske sprog. Det kræver øvelse, for nogle en del ekstra øvelse – men er absolut ikke nogen umulighed, hvis man anerkender, at hvor der er en vilje, er der en vej.
