Hvordan skal en blog være?

Jeg læste forleden en artikel om blogning, og flere bloggere gav deres besyv med om hvordan de mente en blog skulle være. Det var meget spændende. Jeg mener personligt, at en blog handler om, at dele tanker og ideer, som har inspireret mig – med håbet om, at det også kan inspirere dig, kære læser.

Jeg har et ambivalent forhold med det at dele billeder af alting her på bloggen. Det sker oftere på Instagram. Da børnene og jeg var i Legoland, var der stof til en hel artikel om emnet, men ellers er bloggen i mine øjne mere til causeringer.

Det skal ikke forstås som om andre formater er ‘forkerte’. Folk må selv designe deres kommunikation, og alt her i livet er enten til- eller fravalg.

Jeg har tidligere sammenlignet en blog med en elektronisk dagbog. Det er de tanker, som lige nu præger, som får mig til at skrive. Nogle dage er der inspiration til flere dage, og så bliver planlægningsfunktionen i WordPress brugt til at udgive fortløbende dage. Det du læser i dag blev skrevet mandag. Fødselsdagshilsenen til min svoger, der blev udgivet på hans fødselsdag i går var skrevet på et tidspunkt i slutningen af marts, da jeg i forvejen var i gang med at skrive fødselsdagshilsner fremadrettet.

Gør det så tankerne mindre velmente? Nope, tværtimod. Det handler alt sammen om planlægning. Der er tidspunkter, hvor vi mennesker skriver mere end andre. Nogle gange er vi dybt engagerede i læsningen af en bog, andre gange er det et kursus der følges. Alt sammen skal passes ind i de rette rammer. Både så du som læser får relevant indhold, men også således, at man ikke halser bagefter nyt indhold på sin blog.

Derfor kan man ikke give nogen fast formel for en blog. Sørg for at være autentisk med det indhold DU har lyst til at dele, og lyt til de kommentarer, der kommer – hvis de kommer. Det giver alt sammen et fingerpeg om hvilken retning, der matcher læserne – og så skal resten nok komme helt af sig selv.

Da jeg for nylig var gennem alle artiklerne her på bloggen, slettede jeg talrige artikler, som var blevet enten forældede eller irrelevante. Dén proces var god, fordi den giver én et mere tidløst fokus på mange emner frem for nogle af de ting, som ret hurtigt ender med at blive irrelevant. Nyheden om en opdatering af WordPress egner sig således bedre til det sociale medie Twitter, hvorimod bloggere helt naturligt SELV må gå ind på deres kontrolpaneler for at tjekke om der er et plugin [oversat: et udvidelsesprogram] som skal opdateres.

En meget vigtig pointe for nye bloggere

Hvis du er ny i blogningens univers på dit eget website, så er det værd at nævne, at nogle gange er det bedre, at lægge en ekstra kategori på din blog frem for at starte en ny blog.  Der er flere af mine blogs jeg nok havde gjort dette med, hvis jeg havde haft bagklogskabens ulideligt klare lys, for selvom du tænker, at her er et emne, som er interessant, så opdager du nogle gange, at efter 50-60 artikler om emnet, så er det faktisk dækket ind.

Det kan nye bloggere måske drage nytte af at tænke over. 🙂

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.