Hvis du kun kender til Windows, så vil denne artikel være det rene kinesisk. Men prøv alligevel at følge med, for det kunne godt være, at du fik noget fornuftigt med ved at læse artiklen.
Da jeg i sin tid gik på Datamatikerstudiets første semester lærte vi et programmeringssprog kendt dengang som Turbo Pascal, produceret og udgivet af firmaet Borland. Det var forløberen for C++, som i sig selv var forløberen for C#, hvor det første skulle kigges på i løbet af 2. eller 3. semester…
For de nostalgiske kan de hente oplysninger på dette websted: http://turbopascal.org/.
Der kan siges meget positivt om dette programmeringssprog. Det er stadig velkendt blandt it-skoler, fordi det er nemt at læse, og når først man har brugt det, så ligger det inde på ens rygrad. Når vi skulle lave nye programmer havde den lille kvartet (Allan, Lissie, Betina og jeg) faktisk ‘opfundet’ vores egen skabelon hvor vi som standard fik detaljer som følgende med ind i vores opstart:
Program Programnavn;
Uses Crt, System;
Var
* : String;
* : Real;Begin
ClrScr; {Clearer skærmen}
*
End.
Et lynhurtigt eksempel på et program som clearer skærmen, og beder dig indtaste dit navn samt et tal du gerne vil have multipliceret med 2 kunne f.eks. se således ud:
Program Pascal-eksempel;
Uses Crt;
Var
Navn : String;
Resultat, a : Real;Begin
ClrScr; {Clearer skærmen}
Writeln(‘Hvad er dit navn? ‘,Navn);
Readln(Navn);
Writeln(‘Hvilket tal vil du gerne have ganget med 2? ‘,a);
Readln(a);
Resultat:=a*2;
Writeln(‘Dit navn er :’,Navn);
Writeln(‘Resultatet er:’,Resultat);
End.
Den skarpe læser vil straks bemærke, at jeg fjernede System ud for USES i det program jeg lynhurtigt skrev, og det skyldes, at der ikke er brug for systemkald i det jeg ville compilere (oversætte til maskinsprog), hvis jeg skulle køre dette program. Dengang havde vi alle en vis opmærksomhed på ikke at have nogen overflødig kode med i vores kildekode overhovedet.
Borlands compiler skulle nok selv finde ud af at udelade enheden System ved compileringen, men de gode vaner var dengang en del af pakken når vi lavede vores programmer. Vi kunne godt have en skabelon, der gjorde tingene nemme ved opstarten, men en del af opgaven med at levere et program var også evnen til at skrive kort og præcist. Goto-funktioner med angivelse af hvor på skærmen der skulle skrives en bestemt tekst var kun noget vi indbyggede når der var brug for skærmkontrol.
I dag har programmører en tendens til at svine med pladsen, og det er en af grundene til, at programmer vokser i størrelse ud over det nødvendige. Ja, jeg ved godt jeg hurtigt kommer til at lyde som en gammel gramofonplade, men sådan er det når man er en nørd – så er man engageret ud til det næsten pernitne i at huske at gøre tingene så godt (og så småt) som muligt. At DOS som styresystem endvidere havde en ‘begrænset’ hukommelsesmængde var også en del af tankegangen, da man – da MS-DOS 5.0 kom på markedet – legede en del med hvem der kunne have mest ledig RAM i området mellem 0-640K. I dag fødes en pc’er typisk med 4-8Gb RAM. Selv harddisken var dengang langt mindre end det vi har i vores RAM i dag… 🙂
Det var dagens sjove tanker om programmering i det nu hedengangne Turbo Pascal under MS-DOS. God dag herfra. 🙂
