Som nogle af jer måske husker, skrev jeg i april et blogindlæg om TV2-serien På røven i Nakskov. Her til aften løb det sidste afsnit over skærmen. Der har været mange indtryk undervejs, og jeg skal erkende, at der var flere afsnit jeg ikke fik set.
Det var en tankevækkende serie. Ikke fordi hændelserne som sådan var unikke for Lolland-Falster området, men fordi vi uden tvivl kunne finde den slags fattigdom over alt i landet. En fattigdom, som flere politikere bare ikke vil erkende, og en fattigdom, som det er svært at sætte sig ind i, hvis man selv lever i whiskybæltet…
Desværre også en indikation af, at aftaler ikke altid er aftaler, og at nogle af disse mennesker fortjener en forsvarer i et system hvor mange af dem bliver overset. De er ikke den type mennesker som ringer til Ekstra Bladet for at få sat fokus på deres sag. De bliver trådt på uden hæmninger.
Derfor burde serien vække til eftertanke, især i dette valgår hvor vi om to uger skal til valgurnen. Vi må forvente, at Udkantsdanmark – vandkantslandet – bliver sat på dagsordenen. Ikke kun for at skaffe flere penge til området, men for at få sat fokus på, at alle skal have en chance her i landet.
Vi burde være et velfærdssamfund, og at se en ung mand som ikke har råd til sin medicin trods en klar diagnose fra sin læge, er bare ikke anstændigt. Jeg vil ikke påstå jeg har alle svarene, men jeg er i hvert fald empatisk over for de skæbner som gemmer sig rundt omkring. Jeg synes de fortjener, at der bare er nogle, der tager dem alvorligt.
Hvad tænker du efter at have set serien? Kommentarfeltet bider ikke. 🙂
