På røven i Nakskov – del 1

Der har været meget debat om TV2’s nye serie På røven i Nakskov. Her til aften så jeg så udsendelsen, og jeg har bestemt ikke noget fordømmende indtryk af området efter denne serie er startet. Jeg synes tværtimod bare, at programmet viser en meget vigtig ting for os med empatisk sans, nemlig, at der findes folk derude som har brug for en smule mere hjælp end andre.

Jeg har selv en datter der i januar rundede de 13, og at se en pige på 14 (seksuelt mindreårig) få et barn er hjerteskærende. Sikke en barsk omgang, og moren har alle odds imod sig, hvis ikke der er et rigtig godt bagland. En knægt på 16, som må leve med åbent bål indendørs og en benzingenerator i baghaven. Jeg savner simpelthen ord for, at der ikke kan gøres mere for vore svageste indbyggere. Ikke bare på Nakskov-kanten, men generelt i hele landet.

Det gør ondt at se folk kan have det så skidt, og at man desværre også ser en del beslutninger fra kommunal side, som hverken er fornuftige eller økonomisk rentable.

Jeg vil ikke konkludere yderligere før serien er færdig, men der er stof til eftertanke for alle, såvel direkte (de involverede) som indirekte, idet vi som samfund må se at få defineret hvad vi lægger i det at bevare et såkaldt velfærdssamfund når nogle får lov til at leve så kummerligt som det var tilfældet i udsendelsen.

Jeg føler med dem…

Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret. Bogmærk permalinket.