Kyllingen – cykelrytteren Michael Rasmussen – var stædig i flere år efter sin exit af Tour de France. Alle var hans modstandere. Han fastholdt længe sin uskyld, og ville overveje søgsmål mod sit gamle cykelhold. Intet skete. Derefter kom hans erkendelse af hans egen dopingrejse.
Nu skal der betales tilbage, og hans nye bog modtager – helt forståeligt – en vis modstand. Altsammen ret naturlige reaktioner på en meget kontrær personlighed.
Kyllingen har tydeligvis et meget unuanceret verdensbillede. Enhver der ikke bakker ham 100% op er imod ham.
Folk i sporten er delte. Nogle finder ham troværdig mens andre finder ham ganske utroværdig.
Jeg skal ikke tage stilling hverken for eller imod ham, men kan blot undre mig over hvorfor han fortsætter sin skråsikre stil. HVIS han har ret er det forståeligt. Men han synes at udtrykke sig ganske uheldigt.
Faktisk så uheldigt, at man godt kan frygte, at hans cykelhold vil lide skade set i forhold til sponsorers lyst til at støtte ham, for han har en pokkers evne til at søge konfrontationen i alt han laver.
Det er mediemæssigt noget forbistret rod.
I en utopisk verden er soloridt en smuk handling. I en nuanceret verden er det blot endnu en halv sandhed. I værste fald hans eget fald, for der er en meget tyndslidt tålmodighed med hans meget stædige stil.
Jeg ved ikke endnu om jeg orker pløje mig gennem hans bog, men det er i hvert fald tankevækkende at han fyrer bredsider af mod store dele af cykelsporten. Han fik sat Tølløse på landkortet, og han virkede positivt disciplineret indtil vi opdagede, at han lagde sig i kølvandet på Riis’ EPO-bekendelse…
