Mange taler om ytringsfrihed. Ordet ytringsfrihed påberåbes særligt i tilfælde hvor man skal sige noget ubehageligt om andre. Mest iøjnefaldende har det været når folk fra andre lande skulle omtales. Det har været en politisk ytringsfrihed. Nu er Jim Lyngvild kommet i modvind fordi han er kommet med en udtalelse om, at det kun er bøssekarle der synes tatoveringer gør ondt, mens han selv – med sædvanlig selvironi – havde gjort opmærksom på hans egen tatovering havde gjort ondt. Altså en provokation i den stil Jim nu engang bruger, hvis man da har fulgt med i den stil han bruger alle steder han stiller op, om det er Go’ Morgen Danmark eller andre steder.
Du kan selv se et indslag om debatten herfra: http://www.tv2fyn.dk/video?video_id=63890&autoplay=1.
En gammel ideologisk tese om demokratiet siger: “Jeg behøver ikke være enig med dig, men vil til enhver tid forsvare din ret til at have din mening.”
Det kunne mange lære meget af!
Vi har her i samfundet meget travlt med at være overfølsomme. Hvis nogen siger noget der støder OS, så er helvede løs. Hvis en politiker siger noget der rammer en bestemt gruppe, så er vedkommende både asocial, umenneskelig og/eller fremmedfjendsk. Vi reagerer nærmest pr. autopilot, for vi giver ikke altid vedkommende en chance for at komme til orde før vi på forhånd har defineret vedkommende. Alt skal jo helst være i kasser, for så er den ged barberet.
Dét dur ikke!
Ytringsfriheden gælder for alle så længe der ikke opmuntres til vold, oprør m.v. Det er Grundlovens kriterie for ytrings- og forsamlingsfriheden.
Jeg tror de fleste er klar over der er mange politikere jeg er enddog ganske uenig med. Ikke desto mindre er det netop uenigheden der gør livet sjovt, for det giver mulighed for debat. Vi kan ikke diskutere med folk vi er fuldkommen enige med, vel? 🙂
Sanserne skærpes ved at få udfordret sine holdninger, og vi må som samfund lære at være lidt mindre tyndhudede når det gælder at debattere.
