Det blev for nylig diskuteret, at eksponeringen på Facebook af børn KAN være skadelig. Jeg er enig i, at en OVER-eksponering kan være skadelig. Det er bestemt ikke for børn at lege med medier i en tid hvor nogle, desværre, misbruger intentionen bag medierne.
Sociale medier BURDE være steder hvor folk har en inteesse i positivt ‘samvær’ – og som med alle ting er der et flertal der FORSTÅR at bruge medierne rigtigt, og så altså også nogle FÅ som ikke har forstået pointen.
Jeg er tit blevet spurgt om jeg var medieliderlig når jeg henviser til jeg har skrevet hundredvis af læserbreve. Det mener jeg ikke selv jeg er, men jeg erkender gerne, at jeg deltager i debatter NÅR jeg føler et emne trænger til at jeg deltager. Det er et konstruktivt forsøg på at leve i den verden vi lever i hvor politikere ikke reagerer medmindre der er presse indover sagerne.
Samtidig kan jeg så huske de fleste af mine læserbreve, herunder HVORFOR de blev skrevet, så helt uvigtige kan de næppe have været, for så havde det nok bare været tapet på væggene. Sagerne HAR været vigtige dengang jeg deltog i dem.
Til gengæld kan jeg så også sige, at der er blevet længere mellem deltagelsen i debatter, for alt i alt er alt for mange redaktioner blevet lidt for dårlige til at sortere, så kvaliteten er faldende. Dermed også effekten ved at deltage, fordi folk så knap læser det der skrives.
Én ting kan jeg dog huske fra min tidlige ungdom. Da jeg var på vej ind i et ungdomsparti var det FØRSTE spørgsmål rejsesekretæren stillede: “Er du ikke søn af ejendomsmægleren Harry Blunck?” Han havde dengang en opfattelse af, at man blev påvirket af sine forældre, og jeg kunne dengang kun sige, at forældre og børn KAN have forskellige holdninger.
Det forsøger jeg også at lære mine børn. Hverken Natacha, Patrick eller Christopher er nødvendigvis enige med deres far til hver en tid. Det er simpelthen fordi jeg har videregivet den indstilling at de skal have lov til at tænke selv. Det skete allerede da vores datter skulle vælge om hun ville med i et Sikkersoq-projekt som børnehaven i Dianalund havde for børnene skulle i skole. Hun var meget glad for sin børnehave, og især pædagogerne Karsten og Lisa. Vi stillede hende spørgsmålet, og pædagogerne havde ønsket hun kom med i dét projekt, men så måtte vi jo dengang henvise til, at de selv havde sagt vi skulle lære hende at ordet ‘nej’ også VAR en mulighed.
Det er det vi alle må lære her i livet. Vi træffer valg. Vi vælger noget til, og dermed noget andet fra.
Hvis nogen har et problem med det jeg har skrevet, så er det MIG de skal diskutere det med. Ikke mine børn. For uanset hvad KAN de sagtens have en anden mening end jeg om tingene.
