Mens vi venter på Windows 8

Jeg registrerede forleden mit ønske om at benytte mig af Microsofts gode tilbud om at kunne opgradere min Windows 7 Home Premium, der fulgte med den HP-bærbare jeg købte for nylig til Windows 8 Pro for den lave pris af kun 119,-. En fantastisk pris når man samtidig tænker på hvor store spekulationer der var blandt it-eksperter om prisen på bærbare her op til lanceringen af Windows 8.

Det hele sker, som bekendt, i oktober. Et spændende operativsystem, som har været igennem en god fejlaflusning, og som stensikkert vil revolutionere den måde vi bruger vores pc’er når vi tager i betragtning hvilket kvantespring der er fra Windows 7 ned til f.eks. Windows XP eller den meget udskældte Vista.

Jeg har et meget ambivalent forhold til det at bruge Windows som operativsystem. Jeg har for år tilbage udgivet Linux Nyhedsbrevet, og var i lang tid meget tilfreds med at bruge Linux, særligt Mandriva og SUSE. Der er mange gode aspekter ved Linux. F.eks. er dette domæne hostet på en Linux-server. Ligeledes er der mange sjove ting der kan gøres via en kommandoprompt, f.eks. brænding af cd’er, hvis det ønskes. Altsammen ting som styrker nørderiet hos mig.

Samtidig måtte jeg med Windows 7s fremkomst erkende, at Microsoft HAVDE lyttet til kritikerne. De langsomme funktioner, som hovedsagelig skyldtes store hukommelseskrav og dårlig kodning ER blevet rettet. Det er velkendt, at udviklingsafdelingen HAR måtte starte forfra i flere omgange. IT-skoler ville jo påstå det var fordi man ikke havde brugt “deres” opskrifter på systemdesign, men den holder ikke helt.

Windows HAR været for åbent i dele af systemet. Mulighederne for at rydde op efter sløsede programmører var for dårlig. I dag KAN man afinstallere et program der er uønsket UDEN at hele registreringsdatabasen skal gennemgås manuelt. På samme måde kan vi i dag udelukke uønsket adfærd ved at tilpasse de rettigheder der tildeles brugere der logger på vore maskiner.

Vi kan altså, for at gøre en lang historie kort, bestemme langt mere af det som afgør hvad der giver os hurtigere maskiner. 🙂

Hvad der så også samtidig har været en stor kilde til irritation er, at verdens bedste mailprogram The Bat! udgivet af Ritlabs ikke fås til MacOS. Jeg er nemlig stadig en inkarneret Apple-fan. Der findes ikke bedre mailprogrammer andre steder, og derfor har jeg gentagne gange måtte gå tilbage til at bruge Windows selvom Mozilla Thunderbird har været det tætteste jeg har kunne finde, og som jo så til gengæld også er et gratis mailprogram.

About the author

Blogger, inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker. Tidligere uddannelseskoordinator, og var aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent ved DSB heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre børn i alderen 15-19, som bor sammen med deres mor.