Folk der kender mig ved det allerede, og de som fast har læst bloggen har sikkert også bemærket det: mit hjerte brænder for det franske. Af samme grund har jeg GENOPLIVET min engelske blog om det at rejse til Frankrig, som har titlen “France – Travelling to France.”
Det er så fantastisk lækkert at følge med i Tour de France hvert år – nogle år mere end andre – for der er simpelthen Europas kønneste landskaber rundt omkring. Intet mindre. Selvom jeg også er vild med ferieøen Kreta, så må jeg erkende, at af alle de områder jeg har set har Frankrig haft det mest varierede.
Jeg kunne sagtens få flere år til at gå med at køre rundt og fotografere og opleve tingene i Frankrig. Hver gang vi har besøgt nye egne har der vist sig nye, og ukendte, vinkler på dette land.
Om det så bare har været vinen, så har det også været en stor nydelse at opdage, at den bedste franske vin BLIVER i Frankrig – medmindre du er oppe i de dyre vine såsom pavernes vin eller klassikerne på hvidvinsområdet, nemlig Alsace-vine. Ikke at der ikke er god fransk vin i Danmark, men franskmændene er kloge: de holder et fornuftigt prisniveau på lokale vine så “almindelige” mennesker kan nyde god vin i stedet for at eksportere det hele…
Hvis du selv påtænker en ferie i Frankrig håber jeg du kan bruge den genoplivede blog. Jeg fik i hvert fald lyst til at bevare artiklerne når nu jeg kun behøvede opgradere databasen og geninstallere WordPress-softwaren. 🙂