Ægypten har inspireret omgivelserne

Det er sandelig en spændende tidsalder vi lever i. Ægypten har inspireret sine omgivelser, og nu er mange landes befolkninger begyndt at gøre oprør mod status quo.

Det sker både på godt og ondt. Godt for demokratiet, men det gør ondt på magthaverne. De tvinges nu pludselig til at give forklaringer på undertrykkelsen af mindretal, brugen af finanserne og mange andre vigtige ting.

Det spændende er dyrt for os alle. Benzin- og dieselpriserne tager en himmelflugt, og nu skal vi være glade når bare vi kan tanke bilen til under 11,-/literen. Forbavsende, at regeringen ikke tager skridt til at mindske afgifterne der blev indført for at holde prisen oppe – men aldrig blev fjernet for at holde prisen nede…

Endnu mere forbavsende fordi vi nu alle kan se, at tallene der ligger til grund for overenskomstforhandlingerne ikke hænger sammen. Priserne er steget voldsomt på mange dagligvarer, så hvordan de fine herrer på de bonede gulve nogensinde er kommet frem til de pristal der flyver rundt i luften er noget af en gåde.

Men danske magthavere kan sove roligt. Selvom stavnsbåndet blev ophævet for længe siden, så er de usynlige bånd der holder folk i økonomisk slaveri godt bundede. Folk har rigeligt at tænke på til nogensinde at få tanken om at der er mulighed for forandring. Selv en lille ting som at få lov til at komme til stemmeurnerne rager nogle en papand, for “det går jo egentlig ganske godt”…

God weekend. 🙂

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.