BJ-Flyt.dk – Ikke identisk med BJflyt.dk

Det er så moderne at google ting. Vi søger information på mange områder, og når det gælder en flytning fra Jylland til Sjælland handler det især om trygge rammer. Dem kan du ikke være sikker på hvis du vælger BJ-Flyt.dk. Min søster skulle nemlig flytte fra Grindsted til Dianalund i nat, og da hun via en flytteportal blev kontaktet af BJ-flyt.dk anede hun ikke uråd ved sin søgning.

Det gør hun nu.

Hvad der kunne lokke andre i en lignende fælde, er at de bruger denne formulering:

“Pensionist flytninger tilbydes også, så få et uforpligtende tilbud til brug for deres Kommune”.

For deres kontaktoplysninger er følgende:

Mobil: 50203989
2880 Bagsværd
Cvr nr. 31148766

Dette CVR-nummer viser sig at være tegn på at BJ-flyt.dk lukkede den 31.12.2009…

Den oprindelige historie
Oprindeligt hed det sig, at de kunne presse flytningen ind så aflæsning ville ske herovre på Sjælland lige omkring kl. midnat. Aflæsningen skulle gerne være færdig inden kl. 4 på grund af yderligere flytninger senere på dagen. Når prisen er rigtig er man jo gerne selv fleksibel, og alt ovenstående er på dette tidspunkt fuldstændig ukendt information.

Om aftenen op til flytningen er de kørt i stykker, og afventer (ifølge deres egen forklaring) Dansk Autohjællp fordi deres hydraulik er gået på lastbilen. De forventer først at kunne være ved min søster ved midnat, og derefter skal bilen jo læses hvorefter de lidt over 200 kilometer herover til Sjælland skal tilbagelægges. Forventer ankomst halv-fire i Dianalund.

Fint nok, og da jeg er hendes bror melder jeg mig gerne under fanerne – og går derfor i seng kl. 21:45 for at vågne ved 2-tiden så jeg kan få en kop kaffe før jeg gør mig klar til at køre til Dianalund for at hjælpe med aflæsningen.

Klokken er, mens dette skrives, 4:49, og søsteren får nu ingen svar – pga påstået lavt batteri hos flyttemanden, selvom beskeder, ifølge leveringsrapporter, afleveres til telefonerne. Samtlige numre der er at finde på BJ-Flyts hjemmeside er afprøvet, uden resultat…

Sandheden er imidlertid…
Sandheden er imidlertid noget mere sørgelig, for min svoger arbejder til daglig med hydraulik, og derfor er løsningsmulighederne jo ikke bare lidt lir der kan fyres af fra en smart chauffør der tror han kan indhente et par timer… Der kan gøres meget, for hvor der er en vilje er der, som bekendt, også ofte en vej.

Ligeledes er det jo også lettere overraskende hvis en kommune skulle være med til at godkende flyttetilbud fra et “firma” med et CVR-nummer der peger på et ophørt selskab. Endnu mere sørgeligt må det være for den mand i Esbjerg, som har det telefonnr. man finder når man søger efter information om BJ-flyt.dk på DK-Hostmaster, for han er stensikkert træt af de folk som til sidst bliver rimeligt pissed af at blive taget ved næsen.

Andre med samme erfaring?
Desværre kan vi i dag konstatere, at andre har haft lignende oplevelser med dette “firma”, for du kan bl.a. læse følgende fra http://www.trustpilot.dk/review/flyttefirma.dk:

Vi havde en skriftlig aftale på mail og han bekræftede aftenen før i telefon at de kom, med de kom aldrig
Vi blev kontaktet inde på flyttetilbud.dk fra en Lars fra BJ-Flyt i bagsværd, da vi skulle flytte fra Jylland til København den 30 dec.
Efter lidt skriveri frem og tilbage, sender han os en bekræftelse på mail og tidspunkt og aftalt pris. Han lover også at bekræfte dagen før at de kommer.
Aftenen før har vi ikke hørt noget, så vi kontakter Lars, og han forsikre os om i telefonen at de kommer kl 8 næste morgen og de køre om natten.
Vi står klar kl. 8 om morgen men omkring kl 10 og efter masser af forgæves opkald og sms til Lars, forsøger vi at finde en anden. Men det er svært dagen før nytårsaften.
Vi havde alt pakket og klar samt en lille datter, der skulle tages hensyn til, så vi kunne komme til Kbh i tide. Men Lars kom aldrig og vente aldrig tilbage på vores beskeder.
Fik heldigvis fat i en anden som ville hjælpe os om eftermiddagen, men jeg kan kun fraråde folk at kontakte BJ-Flyt for det er da den værste gang snydere der findes. E mærkelig måde at køre firma på, når det endda er dem som kontakter os med et tilbud.

BJ-flyt.dk lukrerer på BJflyt.dk’s gode navn
Navnene ligger så tilpas tæt op af hinanden, at der uden tvivl er mange der begår samme naive fejl som min søster. Af skade bliver vi, som bekendt, kloge, men sjældent rige. Hvordan historien her ender afhænger de næste timer af, og derfor blev denne artikel først udgivet op af morgenstunden, for vi skal lige have hele oplevelsen med her på bloggen – også selvom det var en oplevelse vi godt kunne have været foruden…

Og ved 8-tiden lykkes det endelig at finde et alternativ når nu BJ-Flyt brændte min søster af. Godt nok dyrere, men hvad vil man ikke ofre for at undgå at al ens indbo forsvinder når en ny lejer har meldt sin ankomst, jvfr. Lejeloven, ved 12-tiden?

Hvis du står og mangler en flytning, så tænk dig grundigt om før du nogensinde vælger BJ-Flyt (MED bindestreg). Det andet firma, nemlig bjflyt.dk, har stensikkert ingen problemer, og deres hjemmeside ser da i øvrigt også langt mere professionel ud.

Det er sørgeligt at disse Bagsværd-drenge, som muligvis befinder sig et helt andet sted, for en krak-søgning på Ibsvej 18 tyder ikke på nogen vil give sig til kende dér, kan tage fusen på mange alene fordi et velrenommeret firma har 50 års positiv erfaring.

Du er velkommen til at skrive en kommentar hvis du har erfaringer med BJ-Flyt. På forhånd tak.

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.