Som jeg skrev allerede på 1. årsdag for Michaels alt for tidlige død i artiklen “In memoriam Michael Skovgaard” så var han allerede dengang savnet – og er det bestemt stadig.
Ved Julies konfirmation genså jeg Henrik og Lotte, der også kendte Michael, og vi talte netop om den fornuft der mangler efter hans bortgang. Michael satte dybe spor, og er bestemt ikke glemt.
Der er siden sket positive ting siden han gik bort. Hans ældste datter, Mille, er blevet mor til en dejlig pige, Emmely, og forældrene har vi også løbende mødt og hygget med. Michael ville have været en stolt bedstefar.
Det er faktisk lidt synd for svigerfar Tom, for han blev 55 i går. Der er bare ikke så meget fest i lige den dato, for det var faktisk 4 årsdagen for min parkeringsbøde vi netop fik fordi vi ville nå at møde Michael en sidste gang. Populært sagt ville vi blæse på parkeringsregler inde ved Rigshospitalet. Det her var langt vigtigere.
Alle der kendte Michael vil huske, at han aldrig dvælede ved svaghed. Han viste altid kronen, også selvom han både fysisk og følelsesmæssigt havde ondt. Mange behandlede ham sørgeligt dårligt, men han fik fred. Jeg glemmer nok aldrig at Finderup kirke havde rejst flaget før han var kørt bort. Mon ikke den slags ting er en del af det at vi arbejder med sorgen? Afklaringen må komme en dag.
Æret være hans minde.
