Kampen om super-sygehuse

Kampen om super-sygehuse er gået i gang. Flere byer kæmper voldsomt i Region Sjælland om at få del i de nye super-sygehuse. Region Sjælland er, som bekendt, en fusion mellem det vi tidligere kendte som Vestsjællands Amt og Roskilde Amt.

Senest har Næstved og Kalundborg været meget skuffede over udmeldingerne om, at de nye super-sygehuse kommer til at ligge i Nykøbing F., Holbæk, Slagelse og Køge.

Der er såmænd flere, som bliver skuffede, men lad os lige tage et helikopter-perspektiv på kommunen. Lad os se tingene lidt ovenfra, om jeg så må sige.

Vi kan ikke bruge pengene to gange, og dén erkendelse må ALLE leve med. For vores del er det ret ligegyldigt om det blev Kalundborg, Holbæk eller Slagelse. Vi ligger i smørhullet midt imellem alle tre byer. Jeg kører næsten dagligt til Kalundborg, så dén rute er intet problem. Vi handler ugentligt i enten Slagelse eller Holbæk. Vi er, med andre ord, vant til at færdes i alle tre byer.

Min “mini-analyse” er altså ikke et forsøg på at pleje egne interesser. Blot lige til orientering, så læserne ikke tror der ligger en skjult agenda i argumentationen.

Prøv nu at tage en fotokopi af Sjælland, og prøv at tegne cirkler omkring de nævnte byer: Køge, Holbæk, Slagelse og Nykøbing F. Du kunne f.eks. tage 35 kilometer som radius.

Kan du så se fornuften i at etablere supersygehuse i både øst, vest, nord og syd? Det er faktisk ikke nær så tosset som nogle gerne vil have det til at fremstå. Hvis busserne bliver opprioriteret, så de begynder at køre bedre imellem togafgangene således at distancen Roskilde-Køge betjenes bedre, så er dén del ikke helt så gal. Det samme gælder for os i Dianalund og Ruds Vedby-området. Vi har god bus (sågar ekspres-bus i myldretiden) til Holbæk, og så fremdeles.

Kalundborgensere kan enten komme lynhurtigt med tog til Holbæk eller med bus til Slagelse, og for dem i Næstved er der også bus til Slagelse, så mon ikke det godt KAN lade sig gøre — også uden bil?

Vi kan, som bekendt, ikke bruge pengene to gange, og derfor forstår jeg godt at 26 ud af 41 regionsrådsmedlemmer kan stemme for det forlig der er kommet frem. Når det betænkes, at man i denne omgang også er begyndt at tænke i FOREBYGGELSE frem for alene BEHANDLING, så begynder tanken om sundhedscentre faktisk også at lyde ganske fornuftigt.

PS: I øvrigt er det værd at bemærke, at der i sygehusforliget står:

I forligsteksten beskrives blandt andet en væsentlig udvidelse af planlagte behandlinger på sygehusene i Næstved og Roskilde, således at et stort antal af de behandlinger, der i dag foregår på andre regioners sygehuse og private hospitaler, kan varetages i Region Sjælland. Desuden beskrives etablering af sundhedscentre i blandt andet Nakskov, Kalundborg og andre byer.

Forligsteksten kan læses i sin fulde længde herfra: http://www.regionsjaelland.dk/PresseOgNyt/nyheder/Documents/Politisk%20aftale%20om%20Sygehusplan.pdf

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.