Forsinket tillykke til vores far

Der skal naturligis lyde et forsinket tillykke til min søsters og min far, Harry Blunck, der i går – søndag den 21. februar – rundede de 68 år. Sammen med vores mor, Tina, der på torsdag – den 25. februar – ligeledes runder de 68, er det blevet til to børn, syv børnebørn og en hulens masse sjove oplevelser gennem tiden.

Tid er en flygtig størrelse. Vi andre, der med hastige skridt nærmer os de 40 har for længst erkendt hvordan klarsynet skærpes efterhånden som årene går. Mange ting, der var vigtige mens vi var unge, bliver langt mindre vigtige efterhånden som vi lærer at sortere og prioritere i vores liv.

Jeg var ude for det forleden da spørgsmålet om at være ekspert dukkede op. Jeg tænkte lidt over det. For mange er der ikke den store forskel på en “nørd” og en “ekspert”, men prøv lige at tænke lidt nærmere over det.

Nørden i webdesign kendes på at kunne huske farvekoden #0000FF for blå, og kan ligeledes en masse om f.eks. CSS, HTML, PHP med MySQL eller ASP. Men dér hvor nørden og eksperten adskiller sig ligger i stoltheden når en forhindring mødes.

Nørden vil lede videre til han finder løsningen – om nødvendigt i gamle støvede manualer, soørge sine nørdede venner eller selv begynde at udvikle en løsning. Eksperten er den som straks tyr til sine sociale medier for at finde en løsning på det konkrete problem. Eksperten er ikke bange for at erkende, at han ikke véd alt. Hans styrke ligger i, at han ved hvor han kan hente informationen.

Mange af disse ting er kendetegnende for vores fars oplæring i mange af de ting vi bagefter har kunne tage med os i den videre færd. Vær aldrig bange for at erkende, at der er noget du ikke véd, men vær klar til at finde løsningen på den enkelte udfordring.

Den slags er guld værd. Særligt fordi det giver en vis stolthed og selvsikkerhed at vide, at man KAN navigere rundt – også i ukendt territorium fordi den grundlæggende værdi er nysgerrighed.

Vi håber foråret følger med denne slutning på februar måned. 🙂

About the author

Blogger, inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker. Tidligere uddannelseskoordinator, og var aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent ved DSB heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre børn i alderen 15-19, som bor sammen med deres mor.