Stå ved dine meninger

Når jeg i dagens online udgave af Computerworld kunne se en artikel med titlen “Sådan fjerner du din fortid fra nettet” så kan jeg ikke helt undgå at undre mig. Det er nemlig altid det pinlige billede fra studenterfesten eller det festlige indslag fra den lokale julefrokost som mange tror er de værste “spor” på internet.

I den artikel der linkes til med fem gode råd til hvordan sådanne ting fjernes nævnes det også, at Stein Bagger i sin tid hyrede et firma til at præge sin online identitet. På den måde kunne han gemme sig og fortsætte sine aktiviteter. Langt mere vigtigt er måske at overveje om ikke en kommende chef har helt andre ting i tankerne end at søge efter smuds på en kandidat han/hun indkalder til en samtale.

Hvis han/hun betvivler vedkommendes kvalifikationer er der jo kun tilbage at spørge til det fundne materiale. Du får aldrig bedre chance end at spørge personen selv frem for at gå efter hvad en eller anden måtte have postet på sin blog. Det kunne være en konkurrent, en eks-kæreste eller blot en person som i forvejen havde set sig sur på dig. Hvis du skulle rydde op i hvad alle andre måtte mene skal du ind i censurens verden, og det er ikke sådan internet er bygget op.

Faktisk er det langt sundere at informationerne er tilgængelige, og derefter må det være op til folk selv at sortere. De seriøse mennesker vil alligevel sagtens kunne skelne. Desuden er det måske netop en styrke for dig hvis du ikke er elsket af alle. Hvis du har holdninger vil der altid være nogle som er enige og andre som er uenige.

Et eksempel kunne være Dan Turèll. Han lavede mange spændende ting og revsede samfundet på mange sjove måder gennem sin kunst. Behøver min respekt for den afdøde DT også at inkludere sympati for sort neglelak? Nej, vel? Dér ser du forskellen. Vi kan sagtens værdsætte hinandens styrker, og dernæst se bort fra folks mere specielle vinkler.

Derfor vil min anbefaling til alle også være at fokusere på sine stærke sider, og især at stå fast ved sine meninger. Det betaler sig ikke at ændre sig selv for at behage andre — det vil alligevel aldrig lykkes.

God weekend. 🙂

About the author

Adm uddannelsesmedarbejder, uddannet IT-supporter. Inspirator i PMI (Positiv Mental Indstilling) som tror på vi sammen er stærkere, hvis vi opfører os anstændigt over for hinanden - uanset hvilke forskelle der måtte være mellem os som mennesker.
Tidligere biblioteksmedhjælper og før det uddannelseskoordinator, og aktiv TR mens jeg fungerede som stationsbetjent heroppe i Kalundborg.
Privat har jeg tre voksne børn i alderen 18-22.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.