Det er morsomt at tale “arbejderens” sag i forhold til den store stygge arbejdsgiver al den stund det faktisk viser sig at være ganske anderledes. Mange håndværkere har i dag en væsentligt højere grundløn end mange butiksledere, og flere iblandt dem er gift med akademikere som får hustandsindkomsterne op på langt mere end “den nye arbejder” nogensinde vil kunne håbe på.
Hvem er “den nye arbejder”?
Uffe Ellemann-Jensen var som udenrigsminister solidarisk med kassedamerne, men i dag er de nye arbejdere – de nye fattigrøve om du vil – faktisk dem som står og servicerer os alle rundt i butikker. Med lønninger i omegnen af kun lidt over 90,- i timen så er der lang vej op til de som traditionelt har været betragtet som arbejdere.
Man kunne, lettere spøgefuldt, sige, at billedet er vendt så der er kommet en ny klasse i samfundet. Dem som må finde sig i lukkelove med åbent hele weekenden og lukketider så sent at alle andre kan nå at handle.
Hvorfor der ikke kommer nye til i butiksverdenen burde ikke være noget mysterium. Med de vilkår der præsenteres er der intet tiltrækkende ved en lønnedgang samtidig med en stigning i arbejdstimer. Glem ikke, at for dem som stræber opefter som 1.-mand eller butiksleder så medfører den højere løn ofte, at der gives køb på maksimal arbejdstid.
Så når folk taler “arbejdersagen” og arbejderkamp så er der visse hellige køer der skal i spil, hvis vilkårene skal blive bedre for “de nye arbejdere”… 🙂
God 1. maj. 🙂
