Det er ganske morsomt at sidde og se, at uret nederst på skærmen siger: 29-06-2007. Det er der to grunde til:
- For det første er det i dag at min eks-svoger (Thomas Christiansen far til Heidis fire dejlige unger) fylder 35.
- For det andet vækker det minder for tidligere var dette Festival-sæson. Fra om torsdagen i præcis denne sidste uge af juni trykkede de den af ude på Dyrskuepladsen (som i anledningen bliver til Festivalpladsen), og giver den fuld gas indtil søndag nat.
Roskilde Festivalen
Festivalen starter en uge senere nu i forhold til dengang jeg boede i Roskilde, og de unge mennesker har hvert år en del spændende musik at se frem til. Jeg vil slet ikke lægge skjul på, at 1995 var et specielt år. Glemmer aldrig da Dizzy Miss Lizzy fyrede den totalt af på orange scene.
Det var nok det sidste band jeg hørte i ædru tilstand i den weekend. Hold da fest. Turen ud og få et bad var nærmest en svømmende oplevelse. Pyha. Godt, at man er blevet ældre siden dengang. Det var noget af en omgang. Jeg havde tilmeldt mig som frivillig ved flaskekontrollen ved orange scene, og fik en hel ekstra vagt fra Torben som gjorde at jeg hele tiden nærmest var på vognen (dog ikke som chauffør da jeg dengang ikke havde kørekort), og når jeg havde fri fik han da lov til at bøde for de vagter jeg tog i form af nærmest fri bar.
Sikke en omgang….
Noget man aldrig glemmer
Selvom jeg i dag aldrig kunne drømme om at skulle lugte på stanken i 4 dage til sådan en festival, så er det da sjovt at man har prøvet at være med til sådan en event. Der er mange rygter og fordomme om Roskilde Festivalen – noget de i øvrigt har prøvet at rydde op i ved at give ældre (over 50 er det vist) gratis adgang søndag eftermiddag. Det har rykket lidt ved holdningerne, men alligevel er det indtrykket at de største modstandere egentlig slet ikke ved hvad en Festival egentlig går ud på.
Anyway: god Festival til dem som skal til Roskilde i næste uge. De fortjener godt vejr og god musik. 🙂