Ego Tour På EPO-Trip?

Ingen kan som frankofil undgå at føle en meget stor skuffelse over denne despekt der blev vist af holdlederen Bjarne Riis da han i dag på pressemødet erkendte at have brugt EPO og doping i perioden fra 1993 til 1998. Hvorfor lyve? Hvorfor vedblive med at lyve i ni år efter et afsluttet misbrug?

Smarte bemærkninger overfor en enkelt journalist i stil med at han kørte godt cykel og nok stadig kunne “sætte” folk sætter kun hans ego i yderligere perspektiv. Vi har alle været glade og stolte, og faktisk forsvaret manden – til trods for endog meget store indicier for flere år tilbage. Skuffelsen er derfor endnu større fordi der så altså var noget om snakken.

Vil gerne tage personligt ansvar
Det er flot at Bjarne vil tage personligt ansvar, men straks mindre glorværdigt når han bliver fornærmet over at blive afkrævet nogle klare svar. Han klarede det godt, mener nogle. Jeg mener han var vævende, tøvende og nogle steder ret forvirrende med sine øjne.

Men jeg erkender også, at jeg ikke p.t. kan se neutralt på det pressemøde, for jeg er farvet af min holdning til situationen. Det kræver også sin erkendelse at vide hvornår man ikke selv kan være neutral – alt for mange tror de kan abstrahere, men ender derefter med at begå fejl fordi de vurderer ting i affekt.

Kan Tour de France vindes uden doping?
Naturligvis kan det vindes uden brug af doping. Dopingtests bør nemlig – ganske enig – tages med langt større frekvens. Alene afsløringerne fra TV2 af hvor lidt der gøres ved kontroller når idrætsfolk ikke er hjemme var tankevækkende. Man burde arbejde med licenser på samme måde som kørekort, og efter kun et eller to klip bør denne licens kunne inddrages, og man bør derefter kunne tvinges til at holde en bestemt karantæne indtil man påny kan leve op til de krav der er for atleter der vil tages alvorligt.

Vores inkonsekvens nytter ikke noget. Vi bør tage ved lære af Bjarne Riis-affæren ved at sikre, at der i fremtiden bliver gjort meget mere for at sikre at vores kommende generationer ikke skal tvinges ind i den slags misbrug alene fordi de gerne vil dyrke en fritidsinteresse. Bare fordi man bliver god til en hobby skulle man jo nødig ende med livslange konsekvenser i en misforstået tro på, at det skulle være “nødvendigt” for at få gode resultater.

Nogle gange handler det ikke alene om at blive nr. ét, men bestemt også om at kunne se sig selv i spejlet — uden at skulle lyve for sig selv og andre i 11 år.

God weekend til alle. 🙂

Dette indlæg blev udgivet i Ikke-kategoriseret. Bogmærk permalinket.