Nolan Bushnell, der grundlagde Atari sagde engang: “Everyone who has ever taken a shower has had an idea. It’s the person who gets out of the shower, dries off, and does something about it that makes a difference.”
For dem som ikke taler engelsk, så oversætter jeg lige hans ord: “Enhver der har taget et brusebad har fået en idé. Det er personen som går ud af badet, tørrer sig, og gør noget ved ideen, som gør forskellen.”
Vi ved det godt. Alle ved, at succes kræver en indsats. Alligevel er det fristende at tro, der skulle findes genveje til denne succes. Det gør der på en måde også, for – ret naturligt – kan vi lære af succesfulde personers biografier [og i nogle endnu bedre tilfælde, fra deres selvbiografier].
Kloge mennesker lærer af andre, mens mindre kloge mennesker tror de fra naturens hånd kan meget bedre selv. Naturligvis har alle evner til at kunne – og i mange tilfælde kunne langt mere end alle andre (naboer, familie, kolleger m.v.) tror de kan. Men at tro man ikke kan lære af andre er – undskyld udtrykket – både dumt og den sikreste måde hvorpå man ikke når sine mål.
En meget vigtig erkendelse
Det er meget vigtigt, at erkende, at alle mennesker får de samme 24 timer. Nogle sover 5-8 timer. Udover dette skal vi bruge tid på alle mulige andre ting før vi kan bruge tiden på vores egen udvikling. Dette resulterer for de fleste i at de måske egentlig kun har et kvarter mens de hygger på badeværelset om aftenen. Ja, meget mere bliver det ikke til.
Hvorfor? Fordi flertallet drømmer om at udvikle sig, men det samme flertal tør først gøre det, hvis de vinder i Lotto. Hvis, hvis, hvis. Det bliver ikke til noget som helst, og denne erkendelse er vigtig.
Vigtig fordi det kræver en aktiv beslutning om, at vi godt kan skære en time fra tv-kiggeriet for at nå frem til nye mål, nye ting vi brænder for osv. Uden erkendelsen fortsætter alt som det gjorde før. “Nissen flytter med” siger man jo også om folk der, med et Piet Heinsk udtryk, bruger eskapismen til flugtvej frem for at behandle årsagen til problemet.
Årsagen kender kun du, men spørgsmålet er om du kun får gode ideer i brusebadet (eller karbadet), eller om du også er i gang med at gøre noget ved alle de gode ideer.