TV2 serien Illegal i Danmark

TV2-serien Illegal i Danmark må siges at være ganske chokerende. Alles øjne er sikkert rettet imod de illegale, som lever her i landet – og det har sine egne paragraffer, som slet ikke er emnet for denne blog. Det er en politimæssig opgave. Hvad der er langt værre er, når store koncerner som McDonald’s og Nemlig.com kommer med bortforklaringer!

Hvis man ikke har en forretningsmodel, der kan overleve på almindelige – og lovlige – betingelser, så er det slet ikke værd at beskæftige sig med den!

Så enkelt kan det siges. 🙂

Er vi virkelig nået så langt bort fra det oprindelige moralske kompas for rigtigt og forkert, at vi skal til at fjerne alle frihedsrettigheder, før vi kan dæmme op for den slags? Det er bare slet ikke i orden!

Det værste ved alt dette er, at det er lovlydige borgere, som bliver taget ved næsen af den slags. Folk der i god tro bestiller nogle varer fordi en kendt tv-kendis deltager i reklamer for en indkøbskæde som Nemlig.com, hvorefter det hele er baseret på én stor løgn. Alle bortforklaringer kan kun gøre én endnu mere harm over, at man først skal afsløre den slags med skjult kamera før der sker noget.

Iværksættere pukler både 50, 60 eller flere timer for at banke en virksomhed op på den lovlige måde, samtidig med at andre forvrider konkurrencevilkårene ved at benytte illegal arbejdskraft – og vi betaler alle når nogle arbejder sort.

Der kommer stensikkert en lang debat om dette emne, og det er tydeligvis nødvendigt for at få standset den slags, så vi alle kan få det samfund vi kæmper for politisk. Et samfund hvor vi alle forstår, at man yder (og betaler sin skat) før man kan nyde – både hinanden og et frit samfund…

Comments are closed.