Husk at kultivere din forretning

I fortsættelse af Tag din forretning alvorligt vil jeg gerne anbefale dig at kultivere din forretning. Du bør opfatte din plads på internettet med samme omhu, som hvis det var lagerplads i et lokale du betalte husleje for. Hver en millimeter er vigtig.

Det er noget mange glemmer, for de tænker ikke på deres blog som en forretning. Det starter ofte som en hobby, og det er jo fair nok, så længe det er super sjovt, og vi alle hygger os. Før eller siden viser realiteterne sig dog, og pludselig har du brug for et nyt mindset.

Ganske som man i gamle dage gik i banken for at låne til sin iværksætter-ide, så er det i dag langt mere moderne, at søge investorer imod en vis andel af virksomheden. Fordelen ved den nye model er, at du også samtidig kan sparre med din investor. Det kan du ikke med din bankmand! 🙂

Når en bannerreklame ikke giver spor på bundlinjen, så er der kun en vej. Ud med reklamen, og ind med en ny. Du skal naturligvis give det en fair mængde tid til at teste det, men du skal ikke være blødsøden med din plads og din blog. Hvis ikke der er omsætning har du fat i den forkerte reklame.

Det samme gælder e-bøger. Hvis ikke der er noget salg, er der noget galt. Præcis som når du ser Med kniven for struben på TV3 hvor restauratøren ikke har nok gæster til at holde en omsætning han kan leve af, så er det vigtigt at være opmærksom på differentiering i forhold til målgruppen. Jo bedre du kender dine læsere, jo bedre kan du målrette det du præsenterer for dem.

Hvordan skaber du fokus på rentabiliteten? Del dine tanker med andre læsere. Du får samtidig links til din egen blog, så sæt i gang derude! På forhånd tak for din deltagelse. 🙂

Comments are closed.