Gæsteartikler – 5 ting du bør huske

Hvis du skriver gæsteartikler på andre blogs, så er der 5 ting du bør huske. De er meget væsentlige for at du får den rigtige effekt af din indsats, og jeg er ret sikker på flere af tingene er noget du ikke har tænkt på før, så derfor ville jeg lige dele dette med dig.

  • Sørg for din artikel IKKE rettes før udgivelse
  • Sørg for dit navn nævnes i slutningen af gæsteposten
  • Sørg for at du får et backlink
  • Sørg for at have en kopi af det du har skrevet
  • Husk at din artikel er en del af din branding

Jeg vil meget gerne forklare dig hver enkelt punkt, så vi er helt sikre på du får det fulde udbytte af det arbejde du lægger i dine gæsteartikler.

Sørg for din artikel IKKE rettes før udgivelse
Hvis en blogger insisterer på at kunne rette i din tekst før udgivelse, så bør du også insistere på at se teksten før den udgives. Jeg skriver ofte et forbehold i stil med følgende for at undgå nødvendigheden af at blive redigeret, og opnår derved også udgivelse fordi blog-ejeren ikke behøver ændre noget af hensyn til sine egne holdninger. Se mit forbehold her:

Gæsteartiklen er skrevet af Henrik V Blunck der har sin politiske blog ovre på http://politisk-blog.blogspot.com/. Gæsteartikler udtrykker ikke nødvendigvis [Udgiversted]’s holdninger, men offentliggøres i alsidighedens interesse.

Som du kan se af ovenstående påtager jeg mig gerne det FULDE ansvar for den tekst jeg skriver. Jeg behøver ikke at gemme mig bag andre for at give udtryk for mine holdninger, og derfor er det også naturligt for mig at erkende, at udgiveren ikke behøver at være enig for at artiklen kan have sin berettigelse i alsidighedens interesse.

Kan du se fornuften i den måde at beskrive forbeholdet?

Sørg for dit navn nævnes i slutningen af gæsteposten
Du skal tænke på, at læseren er mest nysgerrig for at komme til at læse selve artiklen. Hvis dit navn kun nævnes øverst, så er dette forsvundet i læserens bevidsthed når han/hun har læst artiklen færdig. Ved at placere sin forfatterbeskrivelse i slutningen af artiklen kan du fastholde fokus, og kan derved få folk til at klikke videre til din egen side.

Sørg for at du får et backlink
Jeg har en grundregel: de blog-ejere som ikke giver backlink får ikke flere artikler. Jeg nægter at arbejde seriøst med en artikel, som jeg kun har frigivet ét sted, hvorefter blog-ejeren er egoistisk nok til ikke at give dig et backlink.

Blog-ejeren får en gave i form af indhold på sin blog, og det bør være almindelig anstændighed at der “veksles” med et backlink. Englænderne siger: “You scratch my back, I scratch yours” – og det betyder, på godt dansk, at den ene tjeneste er den anden værd.

Sørg for at have en kopi af det du har skrevet
Hvis udgiveren en dag standser sin blog mister du indhold. Du har jo selv skrevet artiklen, så hvorfor ikke opbevare en kopi på din harddisk, så du måske kan udgive den påny den dag du opdager den oprindelige blog ikke længere eksisterer?

Jeg har mistet en del indhold på folk som har givet op uden at fortælle mig det først, så jeg håber du tager dette tip særligt alvorligt. Du kan selvfølgelig altid skrive det igen, men hvorfor lave molbo-arbejde, når du sagtens kan opbevare en kopi i rent tekstformat? 🙂

Husk at din artikel er en del af din branding
Det er vigtigt at du anstrenger dig, og skriver ordentligt når du sender en artikel til en blog eller en artikeldatabase. Når folk ser dit navn skulle de gerne have et positivt indtryk af det arbejde du laver.

Førstehåndsindtrykket gives kun én gang, og selvom folk ikke behøver være enige med dig for at respektere dig, så skal de i hvert fald kunne se en fornuftig argumentation for at dine tekster giver en værdi folk gider at kigge mere på.

Konklusion
Ovenstående tips er alle vigtige hvis du vil skrive gæsteartikler hos andre, og jeg håber du kunne bruge de erfaringer jeg selv har gjort i forbindelse med at skrive disse.

Husk: kommentar-feltet bider ikke. 🙂

Leave a Response