Mediets titel

Når du abonnerer på Børsen forventer du nyheder om hvad der sker både nationalt og internationalt på børmarkedet. Titlen “Børsen” indikerer aktie- og værdipapirhandel og afledte ting. Når du abonnerer på Penge- og Privatøkonomi så forventer du sikkert nyheder der handler om penge og påvirker din privatøkonomi. Det ligger ligesom også i det medies titel.

Når et medie derfor laver en læserundersøgelse, så kan det næppe undre at ingen af ovennævnte medier handler om vin. Til det formål kender de fleste stensikkert allerede VinAvisen som giver ugentligt overblik over vinmarkedet. Ganske som du kan få nyhedsbreve fra Kvickly og Philipson Wine, så véd folk godt hvad de ønsker. Der kan godt være en artikel i ny og næ om emnet, men det er farligt at forlade sin niche fordi du mister fokus når du begynder at skrive om irrelevante ting. Folk har travlt, og de har brug for et godt overblik over relevant materiale på kort tid.

Faktisk kan det siges således: jo bedre du fokuserer på temaet for det medier du udgiver (eller skal skrive en artikel til), jo bedre vil modtagerne tage imod dit materiale. Pressemeddelelser der ligger lige op af en ny emission er IKKE seriøst stof for et medie som vil forholde sig KRITISK til stoffet. På samme måde som en journalist må forvente tørre verbale smæk hvis en artikel ikke overholder et minimum af kritisk sans, kildekritik og saglighed.

Faktisk kan det siges endnu tydeligere: hvis ikke du forstår mediets målgruppe ud fra mediets titel er det værdiløst at prøve at fange målgruppen. Den som abonnerer på et nyhedsbrev om spanske vine er ikke spor interesseret i at du udvider med italiensk, græsk, fransk eller tysk vin. Uanset hvor interessante vinlande de andre lande måtte være, så er der plads til separate nicher til hvert område.

Når jeg fortæller folk at jeg f.eks. har udgivet et nyhedsbrev om Linux (på dansk), og i dag fokuserer på Apple Mac på en engelsk blog, så spørger nogle hvorfor jeg ikke gør begge dele. Svaret er nemt: jeg holdt op med at bruge Linux i november 2007. Hvis jeg i dag skulle skrive om Linux ville det være useriøst. Især fordi alle der kender mig véd, at jeg KUN udtaler mig når jeg véd noget om emnet. Hvis jeg skrev et tip som bagefter viste sig at være forkert ville jeg MINDSKE min troværdighed, hvorimod jeg bedre kan fokusere på de ting jeg bruger, kender og kan hjælpe andre til at blive bedre til at bruge.

Så husk, at mediets titel sender nogle klokkeklare signaler om målgruppen. Jo bedre du kender din målgruppe jo bedre kan du skrive materiale de kan bruge.

Alle ønskes en god Grundlovsdag i morgen, og en snarligt god weekend. 🙂

Leave a Response