I fortsættelse af artiklen Den kristne selvforståelse kan det konstateres, at ganske som mange kristne ikke forstår deres eget udgangspunkt, så er der lige så mange som ikke kender islam. Det forhindrer dem ikke desto mindre i, at udtale sig ganske kategorisk på området, men det er der jo ikke noget nyt i, vel?
Armstrongismen – Den ultimative guide er den danske udgave af Armstrongism – The Ultimate Guide, og det er en blog om Armstrong bevægelsen på dansk. Til gavn for alle de som, under de forskellige former, kommer i kontakt med de doktriner der kendes fra Worldwide Church of God, oprindeligt grundlagt af Herbert W Armstrong.
Continue reading Ny blog om Armstrong bevægelsen – på dansk →
Min farfar havde ret: når det gælder politik OG religion, så kan folk virkelig vise hvad den mest indædte form for fanatisme egentlig er. Nederst i artiklen kan du læse hvad jeg tidligere har skrevet i min mini-serie om fanatisme. Fanatismen kendes under mange farver. Nogle kalder sig trofaste over for en bestemt ideologi, og fornægter de er fanatiske. Alligevel er de hadefulde over for enhver som tillader sig at spørge ind til argumentationen de kommer med.
United Democrats, grundlagt af Jeppe Hedaa, er en meget nobel ide. Islamisk Kristent Studiecenter startede i sin tid med en lignende strategi. Dengang var det tanken at forene i hvert fald både kristne og muslimer. Ideen om at forene de tre monoteistiske livssyn har nærmest globale fredsperspektiver, og i dét lys kan enhver anstrengelse da kun anbefales.
Det er tankevækkende at se hvordan vatikanstaten netop nu er i gang med processen for at helgenkåre Johannes Paul II. En pave som i lang tid gjorde alt hvad han kunne for at dysse pædofili ned, paven som ikke var spor interesseret i at tale åbent og ærligt om Vatikanets rolle i forhold til 2. verdenskrig, og i det hele taget en pave som på mange måder viste alle de negative aspekter ved kristendommen.
I dagens morgen-tv blev princippet om delebil diskuteret, og det skulle jeg jo mene var en succes i et lille land som Danmark. Vi påstår jo alle, at vi er hensynsfulde, et nært folk, og at vi nyder at møde nye mennesker. Men forholder det sig mon sådan?
I fortsættelse af artiklen “Når religion og politik blandes” som jeg skrev i august 2010 kan det konstateres, at vi nu ser et nærmest enigt folketing tale om nødvendigheden af håndhævelsen af flyveforbuddet i Libyen. Første etape lød nem, da politikerne skulle introducere opgaven.
I dag er det fire år siden jeg skrev den første artikel her på bloggen. Siden dengang er der i alt skrevet 153 artikler her på bloggen, og jeg håber du har nydt læsningen. Jeg har forsøgt at skrive inspirerende og spændende om flere af de ting jeg har opdaget om kristendommen.
Mange, især troende, påstår, at deres tro får dem til at forbedre deres liv. Men har du nogensinde tænkt over hvad der ligger bag denne påstand? Hvordan kan missionerende mennesker gavne andre hvis de adskiller folk fra hinanden? Ville vi ikke forvente, at Skaberen ville foretrække, at vi forenede os ved at forlige os med hinanden frem for at skabe adskillelse på grund af noget så midlertidigt som doktrinære forskelle?
Flere tror gode gerninger er tegn på “guddommelig inspiration”, men overser med dette, at der også er mange ateister som gør gode gerninger uden religiøs motivation. Faktisk er det tvivlsomt om vi egentlig kan tale om motivatipn, for mange kristne har mere travlt med at undgå helvedes pinsler (som katolske malere fint har synliggjort med kunstværker som får S/M-klubber til at minde om spejderklubber)…