Argumenter frem for skjult dagsorden

Jeg har hørt flere sjove forklaringer når folk har ville modsige indholdet på denne blog. Den primære påstand er at jeg kun skulle kende en lille del af kristendommen. Påstanden er forkert, for jeg har for længst forklaret min baggrund i en mindre sekt, der dengang var kendt som Armstrong-bevægelsen. Men jeg har ikke gået med skyklapper så min årelange erfaring med mange facetter af kristendommen er netop ikke begrænset af mit religiøse ståsted.

En anden fordom er tanken om at kristendommen ikke kan beskrives hvis ikke du selv er tilhænger af kristendommen. Den slags påstande er isolationistiske, for egentlig svarer det til at påstå, at vore børn ikke kan lære historie fordi de ikke har levet siden stenalderen. Erfaring kan høstes på mange måder. Nogle er alsidige mens andre er mere detaljeorienterede i små felter. Hver mand sin lyst til at studere sin gren af kristendommen.

På samme måde er påstanden at som tidligere kristen er mit syn på kristendommen “farvet” af min holdning til kristendommen. Den påstand kan enhver jo komme med, men det levner ikke ret meget troværdighed at argumenterne ikke kan modsiges, og folk derfor følgelig er nødt til at henfalde til personangreb frem for at diskutere emnet.

Faktum er at kristendommen har mange uforklarlige dogmer. De kalder det selv for at det handler om “tro”, men hvordan kan dyrkelsen af denne tømrerdreng dog få folk til at blive så ulogiske at du nærmest skal være en del af klubben for at være troværdig? Er det ikke nærmere dem som ikke kan komme med seriøse forklaringer der har tabt kampen om troværdighed?

Jeg tror de faste læsere af bloggen godt kender svaret. Der er ingen tvivl om at indholdet på denne blog holder vand. I de få tilfælde hvor sager diskuteres som ikke er alment kendte, så linkes der både til dokumentation og skriftsteder. Jeg vil derfor påstå læseren skal være uden for almindelig pædagogisk rækkevidde hvis indholdet skulle være uden for normal opfattelsesevne blandt folk der kan læse dansk.

Men jeg lytter gerne hvis nogen skulle have en kommentar til de artikler der skrives her på bloggen, og imødeser altid en udfordring med åben pande.

Leave a Response