“Kristne er da så tolerante”…

Mange tror kristne er så tolerante, men i missioneringens “hellige” navn er visse en del mindre tolerante end folk tror. I artiklen “Kristelig fagbevægelse sagsøgt for fyring” kan du på Kristeligt Dagblad læse hvordan den gule fagbevægelse KF har fyret en medarbejder fordi hun ikke ville bede morgenbøn.

Ifølge nyhederne skulle der være forskel på folk, for denne fagbevægelse var ganske tolerante over for de mere kristeligt-sindede end denne kvinde som altså fik en fyreseddel fordi hun ikke, i deres øjne, var trofast nok. På TV kunne man ellers se, at hun arbejdede FOR bevægelsens mål, men altså trak grænsen ved fadervor. To andre medarbejdere har tidligere fået sparket af lignende årsager, men den 53-årige Bente Andersen var altså modigere, og stod fast ved sin holdning.

Nu kunne du så indvende alt muligt om at en kristen fagbevægelse har et kristent grundsynspunkt m.v. Men det er knap så relevant hvis vi skal anlægge det kriterie at sagsbehandlere bør være velkvalificerede i forhold til relevante lovgivninger for at kunne passe deres arbejde ordentligt.

Nidkærhed kan være en god ting. Men trukket ud til ekstremerne er Kristelig Fagbevægelse selv med til at underminere deres eget medlemskabsskare. Jeg tror ikke du på nogen måde kan definere, at alle deres medlemmer nødvendigvis er “kristne” alene fordi de er medlem af denne ene gule fagbevægelse. Faktisk kan prisen på medlemskab være argument nok for mange, og/eller at de arbejdsopgaver de pågældende bestrider relaterer til arbejde hvor der måtte være en overenskomst med Kristelig Fagbevægelse.

Yderligere kunne det også bemærkes, at det må være FAGLIGHEDEN og de FAGLIGE KVALIFIKATIONER der tæller, og ikke ens religiøse standpunkt. Hvis det er det sidste der er afgørende, så er der tale om diskrimination — og så står Kristelig Fagbevægelse først endnu svagere når sagen ender i retten.

Det er ikke nok at påberåbe sig teologi her i samfundet for at undgå de forpligtelser der eksisterer. Det ville være brud på Grundlovens §70 som siger:

70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.

Så alt i alt en pinlig sag for folk som gerne vil fremstå som om de kender landets lovgivning. Mit gæt er, at denne sag ender med et lynhurtigt forlig når det går op for Kristelig Fagbevægelse hvor skidt de står.

Leave a Response