Folkekirken hævet over klimadebatten?
Hans Hauge forsøger sig i dagens Kristeligt Dagblad med en kronik som med sarkasmen som udgangspunkt synes at efterlade én med det indtryk at hr. Hauge ikke helt har forstået hvorfor klimadebatten egentlig er så vigtig. Hvis du ikke selv har læst hans kronik kan du gøre det herfra: http://www.religion.dk/artikel/302057:Synspunkt–Fri-os-fra-kirkelige-klimagrupper.
Med sammenligningerne tilbage til fredsbevægelserne som ikke rykkede ved den kolde krig, som nu er overstået, forsøges der at lave grin med de konsekvenser en forværring af de nuværende klimaforhold kan få på planeten. Hr. Hauge har ret i, at der skal tænkes langsigtet, og sikkert også at vi her i landet nok aldrig når til nogen egentlig enighed – uanset politisk ståsted. Men det rykker ikke ved det faktum at konsekvenserne af vores overdrevne miljøsvineri er ved at udmønte sig i de forhold vi lever under. Drivhuseffekten er allerede en realitet, og det samme gælder det lige så faktuelle at vi sagtens KAN spare en del på energien uden ligefrem at lide nogen særlige afsavn.
For en folkekirke kan det såmænd handle om at have stearinlys ved hver anden bænk frem for hver eneste. Det er jo ikke fordi deltagertallet altid behøver være overgået af mængden af lys. Omvendt forstår jeg så også godt at hr. Hauge næppe ønsker at prædike i en mørk katakombe. Men for lidt og for meget kan fordærve alting. Alle kan se, at vi engang imellem sviner med energien, og det er sådan set dér vi bør kunne sætte ind, for der er vel ingen grund til lys på toilettet når vi for længst er gået ind i stuen, vel? Eller varme på fuld knald når vi alligevel er taget i sommerhus i weekenden? Så kunne man jo sagtens sætte varmen lidt ned, og derved være MEDVIRKENDE til at løse udfordringen frem for at lade stå til, og derved blive en del af selve problemet…
Jeg er klar over det er lidt uvant for hr. Hauge at erkende samfundsudviklingen, men når nu vi for længst har forladt den tid hvor den alfaderlige pastor blev spurgt til råds om alt, så ville det ikke skade at erkende den iver, glæde og entusiasme som andre lægger for dagen i et forsøg på at give os alle bedre vilkår. Formålet burde jo for en præst være at vise relevansen mellem det religiøse og de daglige udfordringer, men tvivlen handler måske mere om, at hr. Hauge har indset, at kristendommen ikke indeholder løsningen fordi den i sig selv er en del af problemet.