At hilse eller ikke at hilse…

Det er tankevækkende at se hvordan kristne – sågar indre-missionske, der påstår at kende sine skrifter – ikke forstår at leve op til de krav de selv stiller. Et nyligt eksempel er hvorvidt mandlige præster vil give hånd til kvindelige præster i forbindelse med ordinationer. Med henvisninger til Paulus [tænk straks: kristendommen har jo en paulinsk tankegang :-)] bruger man masser af energi på gerne at fortælle at kvinder ikke må være præster.

Hvor er Ligestillingsrådet, der normalt gerne kigger på sager om kønsdiskrimination, henne? 🙂

Men se skriftstedet Matthæus 5:44-48 hvor der står:

jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!

Udover at der andetsteds er fokuseret på det at kristne ikke lever op til deres eget kriterie om at elske sine fjender, så er det mindst lige så tankevækkende at de kristnes herre og mester får lov til at sammenligne dem med toldere hvis ikke de gør mere end alene at hilse på sine brødre…

Som spøgefuld sidebemærkning kunne man sige, at toldere også dengang var blandt de mindre elskede elementer. Ikke fordi de gør eller gjorde noget forkert, men nok fordi den menneskelige trang til at fastholde at pengene har det bedst i borgernes egne lommer er en global tankegang…. 😉

Men det er altså vigtigere at hilse på fjender [der modarbejder én] end at holde en ordentlig stil når arbejdsgiveren (staten) for dem for længst har besluttet at vedtage ordinationer for begge køn….
Kan det undre nogen hvorfor kristne har svært ved at holde styr på op og ned, nord og syd, øst og vest?

Næppe hvis man er i stand til at tænke selvstændigt. 🙂

Leave a Response