Hvorfor denne blog?

Spørgsmålet kunne vendes om til at blive: “Hvorfor ikke skrive denne blog?”

Bringe erfaring videre

“Utak er verdens løn” lyder et kendt ordsprog. Ingen forventer tak eller ligefrem popularitet for at fremhæve mangler og fejl ved et bestemt tros- eller regelsæt. Men ligefrem bagtalelse er lettere chokerende. Andre sider, der har turdet kritisere kristendommen bliver kaldt utroværdige, og man behøver ikke tænke ret længe, før årsagen viser sig alt for tydeligt.

Jeg vil ikke give folk mere plads end de fortjener, og for nogle elementer er det så ufattelig lille plads at selv en pixel på skærmen nærmest bliver for stor opmærksomhed. Og dog fortjener andre, som måske kunne lade sig “friste” af at tro på bagtalelsen, at få et svar, som de bagefter selv kan vurdere.

For mit eget vedkommende var det noget af en opvågning da jeg fandt ud af at hele fundamentet for kristendommen hang i en meget tynd tråd, som rent faktisk ikke havde nogen som helst form for historisk validitet. Leksikaer har sidenhen placeret sig mere diplomatisk til spørgsmålet, men ældre versioner af såvel Encyclopaedia Britannica og Salmonsens Konversationsleksikon demonstrerer med al tydelighed at denne jesus (grundlægger af kristendommen) slet ikke valideres historisk.

Spørgsmål om tro

Det er helt fint at nogle synes de finder trøst i en illusion. Når kristendommen for nogle mennesker er “svaret”, kunne man fristes til at spørge hvad der var spørgsmålet til dette “svar”… 🙂

“Et spørgsmål om tro” er et dogme som har eksisteret i mange århundreder. Det var også svarET når katolske patere ikke kunne besvare folkets spørgsmål. En mand som Luther så igennem dette, og skabte så en “afart” – i dag kendt som protestantismen. Dengang dybt uenige, og i dag søger de sammen gennem økumenien.

Måske fordi “et spørgsmål om tro” udhules af virkeligheden, og derfor mener nogle, at de får større indflydelse ved at stå sammen…. Anyway, det er spekulationer.

Faktum er…

…at hvis denne blog ikke var læseværdig blev den slet ikke læst, så spørgsmålet må i sig selv være et tegn på, at det interesserer andre at læse om de ting vi andre har opdaget gennem livets rejse tværs gennem religionens verden. 🙂

Jeg håber i hvert fald – uanset om du er enig – at bloggen motiverer til eftertanke. Føler du dig provokeret, er der måske noget du bør kigge nærmere efter i sømmene, for teksten er ikke skrevet for at provokere. Uanset hvad andre mener, så er bloggen vor tids sæbekasse. Og det er vel meget rart at læse et indlæg man ikke altid måtte være 100% enig med?

Du ønskes en god uge…. 🙂

Leave a Response