Drop fysikismen!

Forsiden af bogen Fede Fie, som fortæller hudløst ærligt om Fies sejr over overvægtenFaste læsere vil sikkert huske, at jeg læser en hel del bøger, da jeg tidligere har nævnt min blog med boganmeldelser. Fie Friederichsen leverer i sin bog Fede Fie et hudløst ærligt indblik i de oplevelser hun har haft i forhold til andre mennesker mens hun var på den farlige side af vægtskalaen – og det er ganske skræmmende læsning.

Mange af de fordomme folk udviser, er klare tegn på den manglende tolerance, alt for mange mennesker åbenbart er i besiddelse af, og selvom jeg kun er halvvejs med bogen lige p.t. må jeg bare sige, at det ryster mig hvorledes fysikismen er begyndt at præge store dele af vores samfund.

Hvor pokker er solidariteten henne, når vi sviner hinanden på grund af udseendet?

Endnu værre: hvor er folks respekt for dem som faktisk sveder sig gennem motionen, og ikke giver op?

Det er tydeligvis nemt at opføre sig pænt over for ligemænd – ud fra definitionen “krage søger mage” – men der er én vigtig lektion folk bør lære: Hvis ikke du kan lide PERSONEN når han/hun er overvægtig, så fortjener du dæleme ikke personen når han/hun har tabt sig!

Længere er den bare ikke.

Selvrespekten burde ikke handle om livvidden eller muskelmassen, men derimod om, at vi som samfund lægger vores fordomme på hylderne og bakker hinanden op. Det bliver aldrig nemmere for dem, som kæmper sig gennem livet at vi hver især peger fingre eller opfører os grimt. Tværtimod!

Det er en yderst livsbekræftende bog, og Fie har virkelig delt nogle spændende beretninger fra sit liv med læseren. Jeg glæder mig til at læse resten af bogen, og den kom på læselisten på det helt rigtige tidspunkt. Jeg prøvede nemlig i weekenden den ydmygende ting, at jeg næsten ikke kunne lukke sikkerhedsselen i en Volvo V70, og NU er det saftsuseme nok. [Platte kommentarer frabedes, for jeg har det præcis som Fie beskriver i sin bog ikke spor tolerance over for humor i dén retning! Jeg opfører mig altid pænt over for mine medmennesker, og lige på dette område vil jeg faktisk ikke vende den anden kind til dumhedens evangelium af intolerance og negativ opførsel]

Vi har alle vores forskellige turning points her i livet.

Nogle med ordblindhed sætter sig for at lave øvelser for at blive bedre til at læse. Nogle som ikke bryder sig om at tale til fester eller på deres jobs, tager et kursus i personlig udvikling for at udvikle evnen til at tale foran andre. Nogle med problemer med bestemte områder af deres arbejdsfelt øver sig, og bliver bedre.

Hvorfor skulle man så ikke også hellere give applaus for alle der tager de rigtige skridt og går den rigtige vej?

Drop alle tankerne om hvor lang tid folk er om at skabe forandringen! Vær hellere glade for, at de tager initiativet og går i gang når det føles helt rigtigt for dem… SÅ kan det være vores samfund igen finder ind til værdien om samhørighed vi alle hylder, for det burde jo ikke kun være et motto, vel?

Rigtig god dag til alle bloggens læsere. 🙂

Leave a Response